søndag den 12. november 2017

Vinterforberedelser

En dag i haven



Søndag bød på fint vejr, så kort dagen end er på denne årstid.

Snart står den forbåbentlig på både frost og sne, men endnu har vi ikke rigtigt mærket noget til det. Der har lige været en antydning af rim på plænen, men ellers står de ikke særligt frostsikre georginer fortsat i fuld blomst - og en enkelt løvemund holder også fortsat stand. Det får de lov til, men de næste par nætter skulle det altså blive frost for alvor - og så er det slut på den fornøjelse.

Dagen er gået med vinterforberedelserne. Det vil i praksis sige, at jeg har haft travlt med at redde begonier og knoldpelagonier fra den kommende frost. De er blevet klippet ned og flyttet over i ganske få potter og altankasser, hvor de så skal tilbringe vinteren på værkstedet. En altankasse kan normalt rumme fire begonier, men i vinterkvarteret klemmer jeg dem sammen, så der er tyve planter cirka i en altankasse. Så meget plads er der jo heller ikke på værkstedet, hvor der også skal være plads til georginerne, når først frosten kommer for alvor.


Jeg har også sat påskelilje-løg i nogle af de frostsikre krukker. Det giver masser af fine blomster til marts - forhåbentlig. For at pynte lidt har jeg toppet krukkerne med mos. Det er det fineste mos af egen avl, så at sige. I hvert fald er der masser af mos i plænen, og det kan man lige så godt bruge til noget nyttigt.

Tidligere har jeg brugt at plante lyng i krukkerne, men jeg har i år haft svært ved at finde lyng til en fornuftig pris. Kombinationen af mos og påskeliljeløg har i øvrigt den fordel, at jeg så kan springe stedmoder-blomsterne over i foråret. For når først påskeliljerne er afblomstret, så er det ved den tid, hvor begonierne igen skal på friland.

Ingen kommentarer: