lørdag den 4. november 2017

Oldenborre

Nærkig på naturens design


Omme bag en reol dukkede i dag en død oldenborre frem. Lidt støvet og grå og særdeles afsjælet.

Men også udtørret, så man kan studere alle oldenborrens små detaljer - bortset fra de vifteformede antenner, der er foldet sammen i dødens stund.

Skarabæen, torbisten eller hvad man nu vil kalde en oldenborre, er nemlig et fantastisk stykke design fra naturens hånd. Bemærk for eksempel de små fiskekroge yderst på benene, der sikrer kæmpebillen et solidt greb i underlaget - og bemærk også de falske øjne i pelsen omkring hovedet.

Oldenborren var i 1800-tallet et frygtet skadedyr. Det meste af dens fireårige liv lever den nemlig som larve i jorden - og gnasker lystigt rødder i sig til stor skade for landbruget. Den fuldt udvoksede oldenborre fornøjer sig med forårets friske, lysegrønne løv.

I dag er den knap så talrig som tidligere og til at leve med i haven - bare man husker at smide de larver, man finder i jorden under havearbejdet, ud til solsorterne. Indendørs er den et irriterende apparat: Stor som en helikopter og larmer næsten lige så meget, når den flyver.

De fuldvoksne oldenborrer sværmer ved solnedgangstid i april og maj, så den døde torbist har sikkert ligget bag reolen i et halvt års tid.

Ingen kommentarer: