Kradsemærker i frugttræerne
I første omgang troede jeg, at det var harerne, som vi jævnligt ser om morgenen, men ved nærmere eftersyn på de øvrige frugttræer opdagede jeg også der tydelige skrabe- eller kradsemærker, så jeg har forladt teorien om, at det er haren, der er på spil.
Jeg tror heller ikke, at det er rådyr, for det er mest om foråret, at de laver fejemærker på træerne - og ellers holder de sig til at nippe af de friske skud.
Mere nærliggende er nok kattene, der har brugt frugttræerne som kradsebræt - men hvorfor så kun frugttræerne og ikke havens øvrige træer af samme størrelse?
Kradsemærkerne sidder i højden 40 - 90 centimeter. Det forekommer mig at være lidt for højt til en kat, men de er jo meget adrætte og kommer på mange steder, hvor man mindst venter det, så jeg vil ikke afvise det.
Også grævling har været inde i min tanker, men det skulle i givet fald være første gang, at vi ser grævling her mellem husene i Østerby. Så jeg modtager gerne andre bud på, hvem den ubudne gæst kan være. På forhånd tak.
Nu har jeg sat hønsetråd om stammerne og forhåbentlig sat en stopper for hærværket, men alligevel vil jeg da gerne vide, hvem den ubudne gæst er.
For resten lakker det tydeligt mod vinteren. Sæsonens første kvækerfinke arriverede i dag, og hele dagen har store flokke af grønsiskener fløjet rundt i nabolaget.
(Billederne er klikbare!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar