Magten og æren

Dagen derpå

Næppe var valget overstået, før kampen om de forgyldte pladser begyndte. Og her viste mennesket sin sande natur som det griske, glubske og grusomme rovdyr, vi i virkeligheden er.

En ellers kedelig valgkamp forvandlede sig mange steder til et blodigt drama, hvor det ikke længere var samfundets bedste, men personlig vinding og honette ambitioner der var på dagsordenen. Det er det stof, TV-serier, bøger og opera er lavet af – og det gjorde, at jeg tirsdag aften for en sjælden gangs skyld brugte lidt tid på TV.

Andre steder – i Jammerbugten, Frederikshavn, Aalborg og Mors – slap man for det store drama. For her har et parti magten. Ifølge valgforsker Andersen fra det lokale universitet er det en farlig situation for de pågældende, for hvis man bruger magten, mister man den med stor sandsynlighed om fire år.

Det er et lidt underligt og meget akademisk synspunkt. For hvis ikke man vil bruge magten, så kan det jo egentlig være ligegyldigt – med mindre det er taburetterne, der i det lange løb er målet med politikken.

Jeg drømmer i hvert fald om, at der er politikere, der vil bruge flertallet og magten til at gøre op med bureaukratiet og de mange akademikere i de danske kommuner. Det er ikke gjort med forblommede erklæringer om flere ”varme hænder” , men om viljen til at svinge sparekniven effektivt og resolut over personalegrupper, der ikke direkte bidrager til øget kommunal velfærd og god service.  Netop i kommuner med absolut flertal bør det kunne lade sig gøre uden videre forhandling.

Valgkampen bød helt generelt og set i helikopterperspektiv ikke på mange guldkorn. De fleste kandidater vil gerne gøre en masse og lover i hvert fald stort set alt, bare man stemmer på dem. Der er en næsten stalinistisk enighed om at bruge penge – mine penge – på næsten hvad som helst.

Valgkampen har helt naturligt haft top-prioritet i medierne. Det ligger i mediernes raison d’etre, og det skal ikke bebrejdes nogen, men desværre betyder det også, at der er nogle historier, der går under radaren og ikke får den fornødne dækning.

Især savnede jeg en reel debat om det kommunale selvstyre. Det ville ellers have været på sin plads i en tid, hvor Catalonien og Storbritannien har vist vejen – og hvor der både i Grønland og på Færøerne er stærke selvstændigheds-bevægelser.

Det kunne også have været spændende, hvis man for eksempel havde kigget til Grønland, hvor man efter det grønlandske kommunalvalg i foråret besluttede at nedlægge Qaasuitsup Kommunia og dele den i to. Her tog lokalpolitikerne sagen i egen hånd og gik imod kommunalreformen. Det kunne have været et spændende bidrag til den danske debat.

For en måneds tid siden fandt det årlige møde i den kinesiske folkekongres sted. I den forbindelse faldt jeg over en notits om, at det kinesiske kommunistparti har 90 millioner medlemmer. Det svarer til 6,5 procent af befolkningen – og er cirka det dobbelte at organisationsprocenten i Danmark. Måske der var ideer at hente i Kina for de ofte bekymrede forskere, der begræder danskernes manglende engagement i politik?

I Folketinget fik det heller ikke den helt store bevågenhed, at det stort anlagte signalprojekt på jernbanerne endnu en gang er forsinket og bliver endnu dyrere end planlagt. Jeg savner simpelthen en generel debat om, hvor grænserne går for uansvarlighed og eftergivenhed. Disse evige forsinkelser af jernbaneprojekter bør koste hoveder både blandt politikere og embedsmænd. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man kan vælte omkostninger på grund af sjusk, slendrian og uduelighed over på skatteyderne, uden at det får konsekvenser. Og i jernbanesammenhæng er der jo tale om så svimlende summer, at man næppe kan rejse erstatningskrav mod ellers vellønnede folketingsmedlemmer og ministre.

Til alle de valgte vil jeg selvfølgelig ønske tillykke. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der nu skal bruge al min tid på intriger og spidsfindigheder, der koster skatteyderkroner og næppe fører til noget som helst. Jeg håber også, at I vil genopfinde gode, gamle, danske poiltiske dyder og kæmpe for især den personlige frihed – retten til at være fed, drikke, ryge, spise, have sex og gå klædt (tørklæde eller ej) som man har lyst – og så huske på, at pengene har det bedst i borgernes lommer.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 24. november 2017