torsdag den 23. december 2010

Spark til sneen

Den seneste tids sne og kulde har øget danskernes interesse for sparkstøttingen - dette fine transport-middel til is og sne.
Da jeg tidligere har skrevet et par artikler om sparkstøttingen, har det resulteret i, at nærværende blog er en af de første muligheder, som dukker op, hvis man googler sparkstøtting.
I min brugerstatistik har jeg registreret, at der hver dag i december har været en halv snes besøgende på bloggen, som er henvist fra google via søgeordet sparkstøtting.
Det har også givet sig udslag i flere forespørgsler om, hvor man eventuelt kan købe en sparkstøtting. Jeg vil foreslå, at man henvender sig til den norske postordre-virksomhed Sommerbutikken, der også har et dansk datterselskab. Firmaet har stor erfaring med at levere sparkstøttinger til Danmark.
- Vi har mange henvendelser fra danskere og sender nu flere sparkstøttinger til Danmark hver eneste uge, fortæller Stein Bang-Ellingsen fra Sommerbutikken til Dovregubben.
- De fleste henvendelser kommer via vores norske hjemmeside, men vi er også i gang med at etablere en dansk hjemmeside, siger Stein Bang-Ellingsen, der synes, at det er hyggeligt, at danskerne har fået øjnene op for "sparkens" muligheder.
Sommerbutikken forhandler blandt andet sparkstøttinger fra den finske producent Esla Kicksled, der har produceret sparker i flere end 70 år. Virksomheden har produktudviklet en del og producerer også sparkstøttinger med et mere moderne look. De benyttes blandt andet til konkurrencer. En god sparker kan nå en fart på over 40 km/t, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.

Jesper

Tidligere artikler om sparkstøtting:
Morgenstemning
Sparkstøtting-land
Sparkstøttingen

Ingen kommentarer: