tirsdag den 14. december 2010

Glögg

Juletid er også glögg-tid - og det er jo en herlig drik i mindre mængder.
Opskrifter findes der masser af. Googler man "glögg opskrift" dukker der 39.500 hits op på skærmen. Men desværre er tilberedningen af glögg i mange hjem sådan lidt af en mandebeskæftigelse, så opskrifterne har det med at blive lidt nørdede - unødigt komplicerede og tidskrævende. Så her vil jeg i stedet bringe en rigtig "Keep it simple, stupid" - også kaldet KISS - opskrift på denne lille julespecialitet, sådan som jeg laver den - på fem minutter.
Man tager en passende stor gryde og hælder en flaske rødvin i. Herefter tilsættes lige dele portvin og Drambuie til en passende sødme opnås (ca en kvart liter af hver) samt et par stænger kanel og 10-15 nelliker. Endelig tilsættes en håndfuld rosiner og mandelsplitter. Hele herligheden varmes op til lige under kogepunktet et par minutter- og så er det bare at servere.
Hele hemmeligheden ligger selvfølgelig i Drambuie'en, som er en whisky-likør med smag af citrus og lakrids - og som gør det ud for mange de mange forskellige tilsætninger, som ellers foreslåes til en god glögg. Forresten foretrækker undertegnede så absolut et glas Drambuie med knust is i stedet for den cognac, som mange steder bruges som afslutning på et bedre måltid. Drambuie stammer fra Skotland i tiden umiddelbart efter slaget på Culloden i 1746, og navnet kommer fra gælisk - An Dram Buidheach - som angiveligt skulle betyde "en drik, som gør dig tilfreds".

Velbekomme
Jesper

Ingen kommentarer: