torsdag den 2. december 2010

Tupilak-doktoren

I gamle dage i Østgrønland var en tupilak en slags voodoo-dukke, som man brugte til at nedkalde alverdens ulykker over de fjender, som man uundgåeligt måtte få i de små og afsidesliggende bygder. I dag er tupilakken noget af det mest udbredte kunsthåndværk i Grønland og meget populært som souvenirs.
Naturligvis har jeg også et par stykker efter mine 14 år på den store ø. Specielt en af dem står mit hjerte nær. Den er lidt speciel, for normalt skæres en tupilak ud af et stykke tand eller rensdyrhorn, men den her er sat sammen af flere stykker - og viser en typisk tupilak-figur, som spiller på grønlandsk tromme.
Desværre knækkede håndtaget på trommen, da vi sidste år flyttede til Øland - og den har derfor ligget i en skuffe og samlet støv.
Men nu har jeg jo fået mit nye værksted - og godt med tid, så i dag fandt jeg en kasse med nogle stumper rensdyrhorn og satte mig til at reparere tupilakken efter alle kunstens regler. Først skar og sleb jeg et nyt håndtag af en flis horn. Da det var gjort, borede jeg det gamle håndtag ud og monterede det nye med araldit iblandet hornsmuld, så limningen i det endelige resultat ikke er synlig.
Herefter var det blot tilbage at tilpasse længden på håndtaget og montere trommen på tupilakken, der nu igen er så god som ny - klar til at nedkaste edder, vitriol og forbandelser over min næste uven.
Forresten er det lidt underligt med en tupilak, som spiller tromme. For den grønlandske tromme er nemlig et symbol på fredelig og civiliseret konflikt-løsning. Hvis tvisten var af alvorlig karakter, og man ikke kunne tale sig til rette, så afgjorde man den på en dyst med trommedans, hvor målet var at latterliggøre modparten. Den, som kunne få de fleste og største grin frem blandt tilhørerne, vandt. I de fleste grønlandske retssale og også i det grønlandske parlament hænger der i dag en tromme på væggen - netop som et symbol på den særlige grønlandske og meget fredelige måde at løse konflikter på.
I øvrigt er Grønlands Kulturhus - Katuaq - i Nuuk opkaldt efter det grønlandske ord for trommestikke.

Jesper

Ingen kommentarer: