Det er endnu for tidligt at tale om isvinter, men efter en god uges tid med frost begynder isen nu så småt at spire frem i Limfjorden.
Isen ligger overalt nær kysten i de typisk lavvandede områder med sandbund, mens midten stadig er isfri - og situationen er da også endnu langt fra sidste vinter, hvor der var fastis i fjorden.
Set fra fjordens synspunkt kan man håbe, at vinteren vil blive lang og hård igen denne vinter. Fjorden har nemlig godt af en tur i fryseren. Det mener i hvert fald den lokale ålefisker, som har sine ruser stående i fjorden ud for Ølands-dæmningen. Tidligere stod ruserne tæt i området, men han er faktisk den sidste udøver af det fordums så mægtige erhverv.
Jeg talte med ham et par gange i sommerens løb. Han kunne fortælle, at i år har de store ålegræs-områder stået mere grønt og flot end i mange år, og der har også været mange flere ål end normalt. Det er helt sikkert den hårde vinters fortjeneste, forlyder det fra ålefiskeren.
I skrivende stund lyder vejrudsigten på snestorm, hvorefter vejret skulle blive mildere. Så det er endnu for tidligt at spå om, hvorvidt vi vil få endnu en isvinter til gavn for ålene - men her på bloggen vil vi naturligvis følge situationen tæt!
Jesper
Min egen frokostavis
11 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar