For nogen tid siden omtalte jeg Lotte og Søren Hammers debutroman, den meget omtalte og lovende "Svine-hunde", her på bloggen. En sympatisk debut, men ikke helt uden problemer, så den samlede bedømmelse endte midt på min tørfisk-karakterskala med tre ud af seks mulige tørfisk.
Søren Hammer skrev efterfølgende til mig, at han var stolt af de tre tørfisk - og det må have givet ham blod på tanden. I hvert fald giver han udtryk for håbet om atter at få en håndfuld tørfisk i dedikationen på søskendeparrets nye roman "Alting har sin pris".
Jeg mødte Lotte og Søren Hammer, da søskendeparret lørdag eftermiddag var inviteret til at møde læserne i stormagasinet Salling i Aalborg. Det blev til en hyggelig bogsnak midt i julehandelen - og mon ikke, at Lotte og Søren Hammers to bøger vil kunne findes under juletræet i en del nordjyske hjem efter dette møde? De to forfattere har i hvert fald fødderne godt nede på jorden, og selv om "Svinehunde" nåede bestseller-status, er successen er på ingen måde steget dem til hovedet. Sådan noget kan vi godt lide her på egnen.
Jeg har endnu ikke fået læst "Alting har sin pris", men en del af historien udspiller sig i Grønland. Det er der en god grund til, da Lotte Hammer har arbejdet i flere omgange på de amerikanske baser på den store ø. For undertegnede er det naturligvis en ekstra god grund til, at jeg glæder mig til at læse bogen - så må vi bagefter se, hvad den kaster af sig i tørfisk.
Jeg benyttede også lejligheden til at få en lille hilsen skrevet ind i mit eksemplar af "Svinehunde", så nu holder bogen flyttedag fra krimireolen - over til hylden med min samling af forfatter-dedikerede bøger. Her kommer Lotte og Søren Hammer i fint selskab sammen med store danske kulturpersonligheder som for eksempel Johnny Reimar og Claus Meyer.
Jesper
Min egen frokostavis
11 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar