Roman om en forbrydelse II

(Fortsat)
Sjöwall og Wahlöös ti-bindsværk "Roman om en forbrydelse" er alletiders krimi og grundlaget for den skandinaviske kollektiv-politiroman, som dominerer det litterære marked i øjeblikket.
På trods af skumle politiske hensigter lykkedes det forfatterparret at skabe et troværdigt team af medvirkende omkring hovedpersonen Martin Beck. Ligesom i den danske tv-serie Matador udvikler personerne sig - og står dermed i skærende kontrast til den persontegning, som vi for eksempel ser i de store og populære tv-serier som Rejseholdet og Livvagterne - og ikke mindst den strøm af amerikanske TV-serier, som oversvømmer den vestlige verden.
Ikke uventet har "Roman om en forbrydelse" også inspireret film- og tv-verdenen. Der har været adskillige forsøg på at omsætte bøgerne til levende billeder. Et af de første forsøg stod den svenske instruktør Bo Widerberg for. Det skete med filmen "Manden på taget" fra 1976, som var planlagt til at være den første i en serie. Men desværre er filmen ikke uden problemer. Widerberg er jo ud af den svenske film-tradition, så der bliver malet med de grå pensler her. Traurighederne står i kø - og det ender med en temmelig langsommelig affære, selv om filmen var sat stort op med helikopter-actionscener og andet godt fra den filmiske værktøjskasse. Filmen er særdeles loyal mod det litterære forlæg, men man spørger alligevel sig selv, hvad den skal gøre godt for.
Så er filmverdenen sluppet meget heldigere fra forsøget med TV-serien "Beck" fra slutningen af halvfemserne. Her har et kollektiv af manuskriptforfattere og instruktører ladet sig inspirere af "Roman om en forbrydelse" og brugt hovedpersonernes karakterer til at fabulere videre. Det er der kommet en gedigen tv-serie på 24 afsnit ud af. Serien fungerer, blandt andet fordi de idiotiske chefer, som er et fast element i enhver krimi, her bliver tegnet ganske nuanceret - og er altså ikke så rablende parodiske idioter, som de ellers ofte gøres til. Jeg holder også meget af Mikael Persbrandt i rollen som den dynamiske og politisk fuldstændigt ukorrekte Gunvald Larsson. Og så har folkene bag Beck gjort en lille genistreg ved at flytte ham fra Gamla Stan til Sveavägen, hvor han om aftenen kan sidde på altanen og ordne verdenssituationen sammen med den tørstige og nysgerrige nabo med halskraven over en "stänkara", som en lille en hedder på svensk.
Da Maj Sjöwall og Per Wahlöö i 1965 sendte Martin Beck på banen i romanen Roseanna plantede de frøet til et noget, der skulle præge nordisk litteratur, film og underholdningsindustri i de kommende 50 år. Gad vide om de to ærkesocialister var klar over, hvilken betydning de ville få - ikke mindst for det kommercielle bogmarked? Socialisme som underholdning?
Mere absurd kan det næppe blive. Men det er egentlig også uinteressant - for bøgerne er geniale i sig selv!

Jesper