Kranernes by

Nuuk er en by i rivende udvikling. I mange år har man anslået den årlige befolknings-tilvækst til at ligge på 300, og bolignøden er legendarisk.
Da jeg boede der, var ti til femten års ventetid på en stor lejlighed bestemt ikke unormalt. Der er derfor ikke noget at sige til, at byens vise mødre og fædre med begejstring klapper i deres små hænder, når et nyt byggeprojekt bliver præsenteret.
Nuuk lider desuden af pladsmangel, klemt inde mellem vand og høje fjelde som byen er - og der er sådan set kun en vej at udvide. Opad - og der bygges derfor mange højhuse i byen i disse år. I en årrække var kommunalbestyrelsen betænkelig ved dette "Hongkong-syndrom" og blokerede derfor for udviklingen, men heldigvis er man da kommet til fornuft. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg efter ikke at have været i Nuuk i et par år, kom tilbage i sidste uge. Det er altså virkelig gået stærkt med byggeriet. Overalt skyder højhusene op som paddehatte - og det Klondike-præg, som byen havde, da jeg flyttede dertil i 1995 er forlængst væk. Væk er barakkerne og mange af de forsømte gamle boligblokke fra tresserne. Det var hyggeligt, men bestemt ikke for kønt. Og det klæder den grønlandske hovedstad, at den nu fremstår som en dynamisk storby klædt i glas og beton - og stadig idyllisk beliggende ved mundingen til Godthåbsfjorden - hele byens kæmpemæssige vidunderlige, vidtstrakte, storslåede og fantastiske rekreative bagland.
Jeg har samlet en række billeder fra storbyens anatomi i et slideshow. Det kan gentages ved at klikke på det en gang - og ved at klikke to gange, får du det i stor størrelse i et nyt skærmbillede.



Ha' det
Jesper