Rygter løber hurtigt i Nuuk, og et saftigt rygte kan sætte byen på den anden ende på mindre end en time.
Onsdag eftermiddag var jeg til et møde i selvstyre-bunkeren i Nuuk Downtown, da det pludselig forlød, at der var blevet set en isbjørn i forstaden Qinngorput. Den slags forlydender bliver taget meget alvorligt i Nuuk. En isbjørn er et helt sikkert hit, som dræber enhver form for koncentration. Her går naturen - den menneskelige - forud for alt, og forhandlingerne på adskillige kontorer blev meget hurtigt afsluttet, hvorefter det gik i fuld fart mod Qinngorput. Nuuk er en meget demokratisk by, for alle - høj såvel som lav - reagerer, og selv landstyreformanden fandt det nødvendigt ved selvsyn at tjekke, om der nu var noget om rygtet.
Så efter at have været i den grønlandske hovedstad i et par timer, stod jeg nu sammen med det meste af byen og spejdede ud over Qinngorput-bugten. Det var som om tiden havde stået stille i de tre år, der nu er gået, siden jeg flyttede fra Nuuk. For jeg var helt klart en del af fællesskabet. Og blev det ikke til en isbjørn, så blev det i hvert fald til et møde med masser af mennesker, som jeg kender mere eller mindre godt.
For isbjørnen, ja, den så vi ikke noget til. Men nu går der jo sjældent røg af en brand, uden at der har været ild. Grønlands Radio kunne i hvert fald meddele, at man har talt med en fanger, som angiveligt skulle have set isbjørnen. Han opgav bare at forfølge isbjørnen, fordi han skulle hente sine børn i skolen. Den historie er om mulig endnu sværere at tro på. Jeg nægter simpelthen at tro, at en mand, der har jagt som sit erhverv, opgiver at forfølge en isbjørn - bare for at hente børn i skolen.
Men det er en kendsgerning, at der de seneste år har været adskillige tilfælde af isbjørne i Nuuk-området, så måske sidder bamse oppe i fjeldet og griner ad de tossede Nuummiutter. Trafikken brød nærmest sammen i området, som billederne viser - og om ikke andet, så fik vi da lidt frisk luft ud af dette rygte.
Fotografen på det nederste billede er Kokholm - Nuuks førende paparazzi og en god mand at kende, hvis man vil vide, hvad der rører sig i den grønlandske hovedstad netop nu. Og den sorte Honda til højre i billedet tilhører min gode ven og gamle kollega fra Nuuk TV, Angu Kristensen, som det forresten også var godt at møde igen. Sammen har vi dækket masser af rigtige Nuuk-begivenheder - akkurat som onsdagens isbjørnejagt.
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
12 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar