søndag den 28. marts 2010

Sommertid

Så gjorde vi det igen. Gik over til sommertid og stillede uret frem samtidig med havemøblerne.
Det er sådan et imponerende bluff-nummer - en illusion og verdens største kollektive selv-bedrag. Et fænomen, som vel rettere hører hjemme i den mørke middelalder, end i en moderne og oplyst tid, som vi bilder os ind, at vi lever i.
Tilhængerne af sommertiden har mange gode argumenter. Det sparer strøm og det er godt for klimaet. Det er muligt, at de har ret - men hvorfor skal vi så stille uret tilbage igen? Lad os da flytte tiden en time frem permanent i stedet for at have dette halvårlige bøvl.
Sommertiden er i sin tid opfundet af Benjamin Franklin - og det er vel typisk, at sommertiden som al anden kollektiv hysteria kommer fra USA.
I Danmark har vi haft perioder med sommertid i forbindelse med de store krige. Ordningen blev genindført i 1980, og da sommertiden i 1997 blev stadfæstet i et EU-direktiv, tvivler jeg på, at den nogensinde igen bliver afskaffet. Gad vide, hvor mange kommisærer og hvad EU-embedsmændene nu hedder, der er beskæftiget med at holde øje med, at medlemslandene punktligt overholder sommertiden?
Når det så er sagt, har vi efter en hård vinter brug for alle de forårstegn, vi kan finde. Og der er sommertiden jo et af de helt sikre hit - selv om undertegnede blogger finder, at et astronomisk fænomen som forårsjævndøgn er betydeligt mere troværdigt end en narrestreg som sommertiden.

God sommer
Jesper

Ingen kommentarer: