søndag den 21. marts 2010

Forårsjævndøgn

Lørdag morgen passerede vi forårs-jævndøgn. Samtidig er sneen ved at være smeltet og vejen ned til dæmningen er i den forløbne uge atter blevet farbar.
Det skulle selvfølgelig fejres med en rigtig fototur i morgenstunden. Isen i fjorden er imidlertid langt fra smeltet, men i vågerne er der liv. I øjeblikket er det især troldænderne, som dominerer, selv om jeg i weekenden ellers også har set store flokke af både gæs og svaner i luften over huset.
Troldanden er oprindelig en nordskandinavisk and, men har gennem de seneste 100 år bredt sig syd- og vestover til blandt andet England og Danmark. Arten er i fremgang og det skønnes, at der er et par tusinde ynglepar i Danmark. DOF's hjemmeside registrerede 270 eksemplarer i Ulvedybet lørdag.
Ellers er den smeltende is umiddelbart ikke for køn at se på. En lidt uappetitlig brun farve præger overfladen. Men alligevel er der noget fantastisk over farverne. Billedet her af en af søerne på strandengen nede ved dæmningen viser en masse forskellige farver - og får mig egentlig mest til at tænke på en islandsk vulkansø. I hvert fald er det efter danske forhold et ganske eksotisk syn.
Jeg troede et kort øjeblik også, at jeg havde spottet en flok sæler ude på fjordisen. Men som det kan ses på billedet, er det en åleruse, som fiskerne ikke nåede at redde, inden isen lagde sig - og som nu er splittet fuldstændig ad af isens bevægelser.
At vi nu har passeret forårsjævndøgn er et rigtigt pejlemærke i naturkalenderen. For det betyder, at dagene nu bliver længere end nætterne - og der er altså så mange lyse timer i døgnet, at det uvægerligt må gå mod varmere tider.
Jævndøgn betyder også, at dagen og natten lørdag var lige lang - uanset hvor på kloden, man befinder sig. I skrivende stund er jeg i Tromsø - langt mod nord, og her betyder jævndøgn endnu mere - for heroppe bliver nætterne hurtigt endnu kortere end i Danmark. Om to uger begynder de lyse nætter og om en god måneds tid er det lyst døgnet rundt.
Det har dog endnu ikke sat sine spor - og det var kun med nød og næppe, at vi kunne lande i Tromsø her til aften. Et voldsomt rendfog tog det meste af sigten - og i følge taxachaufføren kan vi regne med mere sne de kommende dage - forårsjævndøgn til trods.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: