Det hårde arbejde

Mandag aften var jeg til reception hos den canadiske ambassadør i København.
Som man kan se på billedet, var det jo meget festligt, men det ændrer nu ikke ved den kendsgerning, at det er arbejde - og at man i hvert fald ikke skal stile efter at blive mæt, hvis man går til ambassadereceptioner.
Der bliver konstant budt på små lækkerier af korrekte tjenere med butterfly og et venligt pokerfjæs, der signalerer, at de såmænd har set det meste af det, man kan forvente af menneskelig dårskab. Man kan hapse en mundfuld her og en mundfuld der. Det smager godt, men det er altså kun lige til at holde den værste sult fra døren. For det er jo ikke pænt at tale med mad i munden - og den dybere mening ned det hele er, at man i den time eller to noget sådant varer, skal prøve at nå omkring og hilse på og skåle med flest mulige af deltagerne, så man på et senere tidspunkt kan sige, at man kender den og den person - og så måske prøve at drage nytte af det i forbindelse med jobbet.
Men OK, nogen skal jo gøre det hårde arbejde - og det gør jeg så gerne. Ellers så er jeg i København, fordi der er en række arktiske møder i byen i denne uge. Tre af dem er jeg direkte involveret i, da en del af mit arbejde jo er at fungere som mødeproducer. Et af møderne var et forholdsvis lille møde på nogle timer for 20 mennesker med formiddagskaffe, frokost og eftermiddagskaffe, så der indskrænkede mit arbejde sig sådan set til kun at levere navneskilte og så tage et par billeder til vores hjemmeside.
De to andre møder er noget mere komplicerede. Her er der mange deltagere, der skal laves specielle bordplaner, der skal sørges for mikrofoner, projektorudstyr og meget andet.
Et af møderne er helt oppe på det plan, hvor der skal være flag på bordene. Jeg har en kuffert, som jeg altid har med - fyldt med navneskilte og bordflag for en lang række lande. Og det er det virkelig hårde arbejde i mit job. Det er et rigtigt nørkelarbejde at hejse de forbandede små bordflag. Stort set lige så besværligt som at tage en CD ud af cellufan-indpakningen. Af en eller anden grund skal de nemlig hejses og bindes nærmest som et rigtigt flag, men med en snor som ikke er tykkere end en kraftig sytråd - og mens man er dybt koncentreret om at binde en fin sløjfe på en genstridig nylonsnor, falder Stars and Stipes til halv - og det kan man jo ikke så godt stille på bordet. Så det er en ommer.
Men når jeg slås med bordflagene, tænker jeg altid på de tyggegummibilleder med flag, som vi kunne samle på - dengang jeg var dreng. Og sjovt nok er det ligesom om jeg også kan lugte tyggegummiet...
Strengt taget arbejder vi jo med international politik på højt plan - men hvis ikke det lige var for bloggen her, så vil der næppe nogensinde blive skrevet noget som helst om de mange mennesker, som er med til at få det til at fungere i praksis. Tænk på det, næste gang du ser ser et indslag i fjernsynet fra et eller andet topmøde. Der ligger masser af planlægning og et hav af små detaljer bag, så mødedeltagerne kan føle sig tilpasse og koncentrere sig om deres opgave - forhåbentlig til verdens bedste.

Ha' det
Jesper