Dagens bræt

Uanset hvor i verden man rejser, så er det lokale marked altid et besøg værd. For det her, man møder den lokale befolkning på deres hjemmebane. Uden forlorne turistpåfund og falsk folklore.
I Grønland hedder det lokale marked brættet. Det dækker over mere eller mindre ydmyge lokaliteter, hvor de lokale fangere sælger deres produkter.
De seneste år har de altid utrættelige bureaukrater imidlertid også kastet sig over brættet, så i flere byer - blandt andet Nuuk - er der temmelig langt fra markedet i dets omrindelige form, nemlig et bræt smidt oven på to fiskekasser. Deraf selvfølgelig navnet. I Nuuk er brættet et temmelig stort halvtag med rindende vand og stålborde, hvor de forskellige produkter udstilles. Selvfølgelig med veterinær-bureaukratiske påfund som rindende vand, påbudt brug af engangshandsker og så videre. Men uden kølediske, for det tager naturen sig af.
Det grønlandske navn for brættet er Kalaaliaraq, som betyder "den lille grønlænder". Det var i sin tid i halvtredserne øgenavnet på den kreative fanger, som fandt på at stille sig op og faldbyde sine produkter fra et bræt.
På brættet kan man for en fornuftig pris erhverve sig alskens fiskeprodukter samt årstidens vildt. Her i midten af marts er fiskesortimentet domineret af rødfisk, torsk, hellefisk og uvaq, som er en torskelignende fisk, der findes i stort tal i de grønlandske fjorde. Endnu er det lidt for tidligt til den helt store forårsdelikattesse i Nuuk-området - stenbider, som enhver ordentlig nuummiut med respekt for sig selv spiser rå med stor fornøjelse.
På vildtsiden bød brættet i Nuuk i denne uge på rensdyr og harer samt selvfølgelig sæl, som fanges hele året. På andre tider af året kan man også finde en række fugle som rider, alke, edderfugle og ryper. Er man heldig kan man også finde hvalkød fra finhval, sildepisker (vågehval), grind, narhval, marsvin og hvidskæving. Grønlænderne og dermed altså Danmark har nu i en årrække forgæves søgt den internationale hvalfangstkommision IWC om tilladelse til fangst af pukkelhvaler, som findes i et relativt stort tal i Nuuk-området om sommeren.
Men ellers er det mest eksotiske på brættet selvfølgelig sælkødet. Kødet har en helt speciel mørkerød farve, som skyldes sælens store gammaglobulin-indhold i blodet. Det gør sælen i stand til at optage op til 20 gange mere ilt end mennesket. Af samme grund har en læge i min omgangskreds engang for sjov foreslået, at man giver cykelryttere transfusioner med sælblod i stedet for EPO og al det andet skidt, som udøverne af cykelsporten fylder sig med.
Et besøg på brættet er en god anledning til at se nærmere på sælens anatomi. Et kig på tandsættet afslører for eksempel, at dette dyr er et ualmindelig bidsk rovdyr, temmelig langt fra den vestlige verdens pussenuttede opfattelse af sælhunden som en kært lille kæledyr med store sorte øjne og afkom så nuttet, at man kalder dem babysæler i stedet for det mindre følelsesladede sælunger.
Det er i den forbindelse værd at notere sig, at den vestlige verdens pjattede disney-sering af sælen og EU's latterlige forbud mod sælprodukter ikke alene er en trussel mod det lokale grønlandske erhvervsliv. Det kan også nemt udvikle sig til en økologisk katastrofe i de arktiske farvande, da faldende sælfangst vil medføre flere sæler til ubodelig skade for områdets ellers rige fiskeforekomster.
Når det så er sagt, skal det da også med, at jeg selv kun i begrænset omfang spiser sælkød. Det har en lidt speciel smag, som mine smagsløg ikke rigtig kan forlige sig med, så vænnet til grise- og oksekød, som de nu er. En undtagelse er dog sælens lever, der er en delikatesse på linje med kalvelever. Serveret med bløde løg og brun sovs er det en rigtig herreret.
Så det må være dagens ret på brættet!

Ha' det
Jesper