En rigtig stjerneparkering

I sidste uge kunne jeg berette om, at Vinternorge viste sig fra sin allerbedste side - og jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville besvære bloggens læsere med flere brokkerier over de udfordringer, som et liv i Arktis medfører.
Men denne uge er altså bare begyndt helt skævt. Mandag morgen måtte jeg som sædvanlig i gang med skovlen bare for at finde bilen. Hele natten var der faldet en våd, klæbrig sne, så det var skønne, spildte kræfter at grave bilen fri. Jeg kørte nemlig fast efter sådan cirka 10 meters kørsel. Så gad jeg ikke mere den dag og gik på arbejde både mandag og tirsdag.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så med naboens hjælp gravet bilen fri af det hul, som havde holdt den i et jerngreb - og friheden ventede forude.
Den gik såmænd bare ikke længere end de 20 meter hen til den lille gyde mellem boligblokkene, som er vores udkørsel. Den er ganske smal - og stejl. Så hurtigere end jeg kunne nå at synge første vers af "Ja, vi elsker dette landet...", sad jeg igen uhjælpelig fast på bunden - og på tværs af den lille gyde - en rigtig stjerneparkering...
Jeg måtte konstatere, at jeg nu var i en situation, hvor der omend ikke ligefrem var fare for liv og helbred så i hvert fald en betydelig risiko for værdier og forsikringsmæssige konsekvenser - så der var ikke andet for en at tilkalde Viking - det lokale svar på Falck.
Ydmygende, stærkt ydmygende. Og jeg forberedte mig på en lang tirade om, at danskere slet ikke bør køre bil i sne og så videre og så videre.
Så slemt gik det nu ikke. Der kom to yderst kompetente Viking-folk med en kran. De betroede mig, at de havde set nordmænd i værre situationer - og at de nok skulle klare den.
Det var virkelig proffis, de to. Først sikrede de bilen ved at lægge kæder ud i sneen, så den ikke skred yderligere - og så med et ganske svagt træk centimeter for centimeter kom bilen på ret køl - ganske vist med snuden modsatte vej af, hvad jeg var startet med.
De kunne virkelig deres kram. Det tog lidt tid, men der var slet ingen tvivl om, at de vidste, hvad de havde med at gøre. En stor rose til Viking - norske bilisters ven i nøden.
Og jeg - jeg skulle ikke nyde mere den dag. En tur rundt om blokken var alt, hvad det blev til. Og i dag til morgen valgte jeg altså at køre ud af indkørslen, som slet ikke er så stejl. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke bruger den udkørsel igen, før den er ordentlig ryddet!

Ha' det
Jesper