Kratluskerens paradis

Jeg har i den forløbne uge været et par dage oppe i Finnmarken - denne uendeligt store del af det nordlige Skandinavien, hvor millioner af birketræer, tusindvis af rensdyr og nogle få mennesker lever. Noget af et paradis for kratluskere vil jeg mene. Og så er det det, vi i gamle dage kaldte for Lapland. Men i dag bliver det politisk korrekt kaldt Sapmi - samernes land.
Ganske kort var min opgave at få styr på logistikken i forbindelse med et møde, som vi skal have til november i Kautokeino. Byen med sine 3000 indbyggere har 60 hotelværelser, og vi regner med op til 200 deltagere til mødet, så det er lidt af en udfordring.
Det er nemlig heller ikke helt let at komme til Kautokeino. Nærmeste lufthavn er Alta, som ligger 120 km væk. En stor del af deltagerne i vores møde kommer til at bo på hotel i Kautokeinos naboby Hätta, som ligger 100 km den modsatte vej i Finland. Så det blev til 500 km bilkørsel på to dage, selv om jeg fløj fra Tromsø til Alta. Onsdag aften ved 20-tiden kørte vi de 100 km fra Hätta til Kautokeino uden at møde en eneste modkørende. Imponerende!
Det var en betagende oplevelse. Efteråret er tydeligt i gang i Finnmarken, og vidderne har antaget en smuk gul, brun, rød farve.
Fra Alta kører man langs Altaelven, der over en 25 km strækning løber gennem Nordeuropas største canyon. Det var i øvrigt på Altaelvens is, at jeg var så heldig at se mit livs første vilde ulv, da jeg sidst var på de her kanter.
Altaelven er for mange et symbol på det samiske folks kamp for sine rettigheder som urfolk. Det skete i forbindelse med bygningen af et vandkraftværk ved elven i begyndelsen af 80'erne, men Alta har også stor betydning som en af verdens bedste lakseelve. Allerede i midten af 1800-tallet begyndte exentriske engelskmænd at valfarte til egnene omkring Alta for at fiske. Men området har også stor betydning for jægere. Min kollega Asbjørn fra udenrigsdepartamentet i Oslo fortalte, at cirka halvdelen af passagerne på hans fly var jægere, og det myldrede da også med alle variationer af armygrøn fritidsbeklædning i Altas lufthavn.
Som sagt kommer en del af deltagerne i vort møde til at bo på den finske side af grænsen. Jeg var derfor på besøg på tre hoteller i Hätta. Det er morsomt hver gang at opleve, hvor vigtig en del af den finske hverdag, saunaen er. Alle tre steder betonede personalet, at sauna var med i prisen med samme selvfølgelighed som morgenmaden - og alle tre steder mente man, at det var mere væsentligt, at vi så deres sauna end deres værelser. I øvrigt bliver jeg altid imponeret over så pænt og rent, der er alle steder i Finland. Se blot på billedet af kirken i Hätta. Der flyder ikke meget skidt rundt på gaden her.
Med kameraet fuld af flotte billeder og kufferne fyldt med rensdyrkød vendte jeg tilbage til Tromsø torsdag aften. Og det rensdyrkød skal jeg nok vende tilbage til.

Ha' det
Jesper

Kunuunguaq

Tirsdag formiddag fortalte jungletrommerne i det grønlandske miljø i Tromsø, at der holdt et fly fra Air Greenland i lufthavnen.
Jeg smuttede en tur derud og ganske rigtigt - der holdt salamien, som den kaldes blandt venner. Dette lidet flatterende øgenavn stammer tilbage fra dengang Air Greenland præsenterede sit nye design - og sådan en lang rød tingest med hvide prikker var fra fødslen dømt til at hedde Salamien i folkemunde.
Flyets rigtige navn er Kunuunguaq - Store Knud - efter Knud Rasmussen. Det er en noget bedaget Boeing 757, som det grønlandske luftfartsselskab købte af Icelandair i slutningen af 90'erne som det første Atlantfly. Islænderne grinte hele vejen hen til banken, for de slap af med et fly, der ikke var særlig egnet til ruteflyvning. Til gengæld er det et glimrende charterfly - og som sådan bidrager det væsentligt til Air Greenlands forretning i dag. Det er fast stationeret i Kastrup som backup for selskabets Airbus 330, og flyver en enkelt eller to ture om ugen til Narsarsuaq, hvor landingsbanen er for kort til Airbussen. Ellers er det chartret ud, og talrige fodboldglade danskere har blandt andet rejst på roliganture rundt i Europa med Kunuunguaq. I dag var det chartret ud til Thomas Cook Airlines, som flyver solhungrende nordmænd fra Tromsø til Venedig hver mandag. Thomas Cook Airlines har ellers 97 fly i flåden og flyver blandt andet for Tjæreborg og Spies.
Kunuunguaq var som sagt Air Greenlands første store fly, og det var ikke uden stolthed, at det nationale luftfartsselskab kunne præsentere det med registreringsbogstaver OY-GRL. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg vil gætte på, at jeg har fløjet med Kunuunguaq en halv snes gange.
I morgen og torsdag skal jeg til Kautokeino. Det bliver spændende at se, om vi får en ulv at se denne gang.

Ha' det
Jesper

Fiskerinoteringen

Efter en periode med regn, tåge og blæst skiftede vejret mandag til det, vi forbinder bedst med Straumsbukta. Total vindstille og solskin fra en skyfri himmel. Fjorden lå dovent med en spejlblank overflade.
Så det var tid til en sejltur. Og som altid når vi er på fjorden, skal der også fiskes. Det var nu ikke fordi fiskene var specielt bidelystne, men Dina tog en flot torsk på tre et halvt kilo i hendes sædvanlige overlegne stil, som jeg har det meget svært med. Jeg kan ikke rigtig beskrive det uden at virke fornærmende, men et godt og passende ord for hendes fiskestil er vel nærmest ukoncentreret. Men det giver som regel en enkelt fisk eller to i anseelig størrelse, som hun her viser frem. Selv måtte jeg nøjes med en lille torsk og så et par hyser, som de hedder på norsk. På dansk kalder vi dem kuller, og det engelske ord er såmænd haddock - ligesom kaptajnen splitte mine bramsejl i Tintin. Det er en lille, men i øvrigt ganske velsmagende torskefisk. Den ligner sej, men er letgenkendelig på en sort plet bag gællerne.
Sidst jeg fangede kuller var i 2000 i Vestfjorden ved Lofoten, men der er åbenbart mange af dem her i øjeblikket. Tirsdag var dagens ret hos slagteren i Ejde i hvert fald hysegryde. Og det var slut på dagens fiskerinotering.

Ha' det
Jesper

Da islam kom til Straumsbukta

Ligheden mellem kartoffel-samlere og bedende muslimer er slående. Røven i vejret og så er det ellers med at sende en taknemmelig tanke til skaberen for al hans skaberværk.
Forskellen består i, at muhammedanerne tænker på Mekka, mens kartoffel-samlerne tænker på mokka. For det er hårdt arbejde - og så hjælper det at tænke på, at kaffepausen er nær.
Kartoffelhøsten i Straumsbukta gik i gang søndag eftermiddag - og det var nu ikke så hårdt. Når man er nogle stykker om arbejdet, går det såmænd meget hurtigt. I løbet af et par timer var beddet nord for huset ryddet og første del af høsten var i hus. Nu mangler så den nederste del af haven mod stranden. Den ordner vi nok i løbet af ugen.
Ligesom aviserne har en agurketid, så er der også en kartoffeltid, hvor redaktionerne bliver opsøgt af jordbrugere, som mener, at de har egnens største kartoffel eller i hvert fald mest vanskabte - og at det har almenhedens interesse.
I løbet af søndag eftermiddag fik vi samlet en sælfamilie og et par hjerter. Og det mener vi selvfølgelig også må have interesse for en breds kreds af læserne, så vi skynder os at bringe et billede af disse designkatastrofer fra Vorherres hånd.
Og da vi således har brugt hviledagen på den almægtiges skaberværk, går vi selvfølgelig ud fra, at der på dommens dag bliver set gennem fingre med dette eklatente brud på det tredje bud.

Ha' det
Jesper

Fotogene fotomodeller

Musvitten er nok den mest viste fugl her på bloggen, men ikke desto mindre drister jeg mig til at bringe et par billeder mere.
Den er jo nok så fotogen - og i modsætning til så mange andre fugle, så stiller den gerne op til en fotosession.
Disse dejlige billeder er fra i morges, da vejret endnu ikke rigtig havde bestemt sig til, hvad det ville. Der var vindstille, men let skyet - og senere på formiddagen blæste det da også op og begyndte at småregne. Men inden da havde jeg altså været en tur i haven med kameraet for at snuppe et par billeder - og for at nappe de få modne jordbær, der stadig er tilbage, inden skaderne tager dem.
Prøv i øvrigt at klikke på billederne og nyd dem i stor størrelse.
Leif-Inge har kørt traktoren frem - så den står helt sikkert på kartoffelhøst i dag.

Ha' det
Jesper

Sikke en solsikke

Forleden stod jeg og kiggede ud over kartoflerne i den nederste del af haven, da jeg fik øje på et stykke underligt ukrudt midt i kartoffelrækkerne.
Ved nærmere eftersyn viste det sig sørme at være en solsikke - og ved et endnu nærmere eftersyn viste det sig, at der var tre planter i alt fordelt over kartoflerne.
Den eneste rimelige forklaring, jeg kan finde, på denne pludselige solsikkeforekomst langt nord for polarcirklen er vores fuglefoder. Det består for størstedelens vedkommende af solsikkefrø, men jeg gik egentlig og bildte mig ind, at den slags var behandlet, så det ikke kan spire.Det er tilsyneladende ikke tilfældet.
Men det er også i sidste øjeblik. Snart ligger øksen ved træets fod. Leif-Inge er nemlig begyndt at bakse med hele maskinparken til en snarlig kartoffeloptagning, så hvis ellers vejret holder, tror jeg, at kartoffelhøsten begynder i morgen. Nu får vi se...

Ha' det
Jesper

Fra vores egen verden

Overskriften eller rubrikken, som det hedder i fagsproget, har jeg snuppet fra de store media, når de skal omtale sig selv. Og det er lige præcist, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu. Sagen er nemlig den, at denne blog i den forløbne uge kunne fejre sin 1-års fødselsdag.
Begyndelsen var unægtelig lidt spæd og famlende. Egentlig var det mest for eksperimentets skyld, at jeg begyndte. Jeg havde haft besøg af Henrik, og han havde vist mig, hvordan han kunne lægge billeder på sin blog direkte fra mobiltelefonen - og for nysgerrighedens skyld skulle jeg da også prøve det.
Men det greb hurtigt om sig. Historierne trængte sig på og tryglede om at blive skrevet. Det var samtidig en god mulighed for at holde mit danske skriftsprog ved lige, al den stund at jeg bruger engelsk hele dagen, når jeg er på arbejde - og hvad der næsten er værre: blander det med norsk fra radio, tv og hverdagen i øvrigt.
Bloggen er også et godt redskab for en hobbyfotograf. Den giver mulighed for at dele billeder med andre - og den giver fotograferingen et mål og dermed nye udfordringer. For eksempel er jeg begyndt at fotografere mad. Det ville næppe være sket, hvis ikke jeg havde brug for billederne til bloggen - og dermed tjener bloggen også som solid efteruddannelse i PhotoShop, der er det program, jeg populært sagt bruger til at fremkalde digitale billeder.
Ret hurtigt oplevede jeg også en god respons på mine skriverier og billeder - og den slags forpligter. Så nu kører toget derudaf.
Min brugerstatistik viser, at der i det forløbne år er flere end 4000 læsere, der har logget ind på Dovregubben. Af dem er de cirka 60 procent gengangere, mens 40 procent kun besøger bloggen en enkelt gang. De 60 procent fordeler sig på cirka 1600 læsere, der har været inde på bloggen to eller flere gange. I øjeblikket er det aktuelle besøg pr. dag mellem 30 og 50. Gennemsnitligt bruger læserne godt to minutter på siden, og de læser på den tid knap to indlæg.
Mange har fundet vej til bloggen via søgemaskiner. De mest brugte ord i den forbindelse er lutefisk, ost, ryper, zeppeliner, air greenland og grandiosa. Det tyder på stor interesse for de kulinariske emner, og jeg kan da tilføje efter sidste uges artikler om kantareller, at det allerede nu ser ud til, at denne dejlige svamp kommer til at lokke endnu flere til bloggen.
Geografisk stammer hovedparten af læserne fra Danmark, Norge, Grønland og Sverige i den nævnte rækkefølge. USA og Canada er pænt repræsenteret ligesom Tyskland og Holland - og så har der været enkelte besøg fra så eksotiske steder som Sydkorea, Puerto Rico og Seychellerne. I alt 40 lande er på listen.
Den morsomste reaktion fik jeg en dag, da jeg blev ringet op af en medarbejder fra forbrugerbladet Tænk, der var blevet inspireret til at skrive en artikel om broderfolkets pizzavaner som følge af min artikel om dette spændende emne. Artiklen i Tænk er desværre passwordbeskyttet, men prøv at klikke her.
Jeg vil gerne takke alle læserne for det første år og fordi I læser med. Som sagt - det forpligter, men fornøjelsen er helt på min side, så jeg vil lægge mig i selen og tage et år mere med Dovregubben.

Ha' det
Jesper

Tommy

Jeg har været til møde det meste af dagen, så jeg tillod mig at tage lidt tidligt fri. Da jeg kørte hjem ved to-tiden, fik jeg et gammelt rif på hjernen. - I am free, kørte rundt det rundt i hovedet. Gode gamle Who fra rockoperaen Tommy.
Så da jeg kom hjem, var det lige ind i vinylsamlingen og på med Tommy på grammofonen - en forholdsvis moderne tangential grammofon fra Bang og Olufsen.
Jeg tror, det var første gang, jeg hørte Tommy i sin helhed siden en gang i 70'erne. Et fantastisk genhør var det. Og her må jeg lige føje en parantes ind, om at det faktisk er lidt uretfærdigt, at man på sine gamle dage kan bor i et hus, så man spille rock for fuld udblæsning uden at skulle tage hensyn til naboerne - og at man på sine gamle dage har et anlæg, der kan klare det. Denne gennemlytning af rockoreraen gav mig minder til musiktimerne i annekset til Vesthimmerlands Gymnasium.
Tommy er det, som Jørgen Mylius i sine mange og meget oplysende, nærmest leksikale 70'er-udsendelser med sin hang til fremmedord kaldte en koncept-LP. Altså en LP med en sammenhængende handling, ja, en opera, som The Who selv betegnede det.
Det ses blandt andet af, at dobbelt-LP'en ikke alene har en Overture, men også en Underture. Ha, ha. Pladens operapræg betyder også, at der ikke altid er klare adskillelser mellem de enkelte numre, men derimod en række mellemspil, som viser noget af det bedste, Who var i stand til at producere. Ikke nødvendigvis vild rock, men flot basspil af John Entwistle og så selvfølgelig som altid Keith Moons fuldstændigt sindsyge trommearbejde, der netop skiller The Who fra andre Brit-pop orkestre fra 60'erne.
Det slog mig, at historien i Tommy er bæredygtig den dag i dag. Historien om en døv og blind drend, der er ekspert i Pinball. Nogle af vore dages unge computernørder virker også i den grad blinde og døve... En af dem blev milliardær på et telefonsystem til computere, og så troede han pludselig, at han også havde forstand på at udgive aviser. Med en venlig hilsen til Nyhedsavisens Morten Nissen Nielsen og hans umådeligt begavede kommentar - I hate, hate, hate to lose... Ordblinde spasser. Nå, det var vist et sidespring.
Tommy kan stadig købes i butikkerne. Men CD-udgaven er ikke så morsom. The Who gjorde det fantastisk irriterende på LP-udgaven, at man lagde side 1 og 4 på samme skive, så der skulle et ekstra pladeskift til for at høre rock-operaen i sin helhed. Djævelsk tænkt og bestemt udtryk for humorisk sans.
Vidste du i øvrigt, at The Who's bandbus blev stjålet i 1965, mens orkestret besøgte en hundekennel for at finde en vagthund til den? Vi var mange, der gættede på, at vagthunden måtte være en rockweiler.
Tommy er for størstedelens vedkommende komponeret af Pete Townsend, der i dag er nærmest stokdøv. En erhvervssygdom fordi The Who spillede højere end noget andet band i 60'erne og 70'erne.
Skulle du ikke kende The Who, kan du tjekke dette YouTube klip. Det er afslutningen af rockoperaen - See mee, feel me - i en helt forrygende indspilning fra Woodstock-festivalen i 1969.


Ha' det
Jesper

Sne på toppen

Det har været temmelig koldt de seneste dage. Natten til søndag var vi nede på 2,7 grader.
Det betyder selvfølgelig, at det er blevet frostvejr i de højere luftlag og mandag morgen kunne vi så konstatere, at der var kommet sne på toppen af Bentjordstinden.
Et uomtvisteligt varsel om koldere tider - og pudsigt nok på samme tid, som det samme skete i Nuuk. I alle de år jeg kan huske, lagde sneen sig altid på toppen af Sermitsiaq i den første uge af september.
I weekenden var der forresten tivoli i Nuuk. De gjorde det godt. 1,4 million i omsætning, men der var selvfølgelig også udbetaling af overskydende skat i Grønland i torsdags. Selv skulle jeg have 132 kroner tilbage. Tænk sig, de kom på en check i norske kroner. Det kan man virkelig kalde service i en kold tid fra en myndighed, der normalt ikke lige forbindes med stor kundetilfredshed.

Ha' det
Jesper

Svampesøndag

Som sagt, så gjort. Vi brugte søndagen til en ordentlig tur i skoven. Faktisk så var vi af sted i seks timer - uagtet at skoven ligger lige på den anden side af vejen.
Men selv om der er uanede mængder af skov, så skal man ikke tro, at det bare vrimler med spiselige svampe. Det blev til en håndfuld kantareller og så en flot Karl Johan eller steinsopp, som den hedder på norsk.
Der er sådan set masser af dem, men det er svært at finde pæne, friske eksemplarer uden snegle- og ormeangreb. Så vi nøjedes beskedent med den ene, som Dina her stolt viser frem. Det er til gengæld et pragteksemplar, som det vil tage flere dage at spise. Halvdelen røg mandag aften i en elggryde, som er en ganske herlig spise. Resten i fryseren.

















Det samme gjaldt kantarellerne. Og for deres vedkommende er sæsonen bestemt ikke slut. Jeg noterede et par steder på den indre GPS, som skal besøges i den kommende uge, fordi de slet ikke var ordentlig udvokset endnu. Den slags er selvfølgelig risikabelt, for jeg er næppe den eneste i kvarteret, som gør det. Men det er mig altså inderligt imod at plukke kantarellerne før de er udvokset.
Jeg har i øvrigt en mistanke om, at elgene godt kan lide kantareller. I hvert fald var der en ordentlig dynge elglort flere af de steder, hvor jeg fandt denne dejlige svamp, der i den lokale avis mandag blev omtalt som skovens guld.
















På turen kom vi også forbi Britt og Leif-Inges sommerhus. En flot hytte som de er ved at udbygge. Det er jo flinke mennesker, så vi blev inviteret inden for til en kop kaffe, og Dina fik lov til at se Simons fotoalbum.
Således styrket kunne vi fortsætte turen ned i skoven bag huset, og det var faktisk første gang, jeg var der. En vidunderlig blandingsskov, hvor der var blåbær i store mængder. Så det blev også til ordentlig pose at disse dejlige søde bær, som er Gårdmand Bjørns ynglingsspise i Disneys tegneserie.
Jeg brugte fire deciliter til at en halv flaske vodka - og det skal med tiden blive til en forhåbentlig dejlig blåbær-likør. Resten blev til blåbær-syltetøj - og det er forresten også kræs.















Vi fik forresten også hilst på Elins kvier, som går i skoven. De er meget nysgerrige og håndtamme. Dina var ikke helt med på, at man fodrer kvier med flad hånd, så det var tæt på, at hun blev bidt af en af dem. Det havde sådan setværet en morsom afslutning på dagen, hvis vi skulle have været på skadestuen, fordi hun var blevet bidt af en ko!
Og sådan gik så den søndag. Artiklen skulle have været publiceret for flere dage siden, men der har været problemer med billedfunktionen på blogspot.

Ha' det
Jesper