onsdag den 29. marts 2017

Poor lonesome cowboys

Helikopter-æstetik

På vejen hjem i eftermiddags lagde jeg lige turen forbi det militære skydeterræn ved Tranum for at få et par helo-skud. Lyset var fint, men ellers var det lidt småkedeligt, hvor jægerne og heloerne trænede de samme momenter igen og igen.

Så jeg kørte hjemover - godt tilfreds med en stak billeder af den slags, flynørder kan se på, men som ikke fortalte den helt vilde historie og næppe interesserer den almindelige læser.

Mens jeg tyggede lasagnen i mig, bemærkede jeg, at solnedgangen var af den røde model - og oppe i hovedet dannede sig et billede med helikoptere i aftenrøden. Lonesome cowboys der rider ud i aftensolen. Et tjek i almanakken bekræftede, at med lidt held kunne det lade sig gøre, og så var der ikke andet at gøre end at smutte til Tranum en gang til.

Det lykkedes, så bloggens læsere må bære over med endnu en billedhistorie med masser af helikoptere. Men i morgen er det slut, for der skal jeg fotografere spejdere i Aalborg, så det bliver en helt anden historie. A' garanterer...






Ingen kommentarer: