Atter en havedag
Samtidig fik jeg klippet brombær og hindbær, som så småt er begyndt at sætte blade, så det var i sidste øjeblik. Fidusen ved at klippe dem om foråret er, at bærsæsonen skubbes til sent på sommeren - og man får derfor færre orm i bærrene, så det er faktisk en rigtig god ide at være sent på den med det arbejde.
Rabarberne er også begyndt at spire op over jorden, men dem satte jeg nu lidt tilbage, for de fik et ordentligt læs kompost over sig. Det kan de sagtens tåle - og så bliver der ekstra krudt til små, smagfulde og saftige vinrabarber, som vi har. Rabarberne har vi fået fra mine forældre i sin tid - og de regnede ikke rigtig andre og større rabarber-sorter for noget. Så rigoristisk vil jeg nu ikke være, men jeg har det da fint med vinrabarberne, der i hvert fald dækker vort behov tidligt på sommeren. Skal vi have rabarber senere, har vi heldigvis gode naboer, der er leveringsdygtige i de store, almindelige grønstilkede rabarber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar