Når mediefolk fejrer sig selv
Lørdag var der nemlig generalforsamling i Kreds 6 under Dansk Journalistforbund. Her sidder jeg i bestyrelsen og var således også medarrangør af Maren-festen, der fulgte generalforsamlingen, og som er en festlig sammenkomst for nordjyske mediefolk. Under festen overrækkes Maren, som er de nordjyske mediefolks hæder til en kollega, der har gjort det godt.
Årets pris gik til Mogens Jørgensen fra TV2-Nord for en TV-serie om serie 6-holdet fra Ulsted, der ikke spiller for at vinde, men alligevel finder stor fornøjelse ved samværet på holdet.
Der er helt sikkert nogen, som mener, at netop Mogens Jørgensen er et kontroversielt valg. Han er jo mest kendt for hyggelige programmer med såkaldt almindelige mennesker. Personligt mener jeg, at det er et godt og modigt valg. der påskønner en TV-medarbejder, der har respekt for sine medvirkende og deler deres glæde over hverdagen og den daglige dont fjernt fra Københavns dagsordensættende og selvoptagne mediekarrussel.
Som altid ved den slags begivenheder, hvor jeg deltager som deltager, har jeg ingen fotos, men til gengæld har jeg valgt at illustrere historien med et "diplom", som kredsen overrakte formanden gennem otte år, Villy Dall, der trådte tilbage fra formandsposten.
Diplomet var egentlig blot ment som et takkekort, men da jeg blandt en række fotos af Villy Dall så Tove Kochs foto af en V-tegns-visende formand på en af de lange gange i EU-parlamentet i Strasbourg, var ideen der selvfølgelig til et diplom med temaet "V for Villy".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar