fredag den 3. marts 2017

Ølands-tærte

Nyt fra bagværkets overdrev

Jeg har kreeret en ny kage. Den smager slet ikke så ringe, så jeg har døbt den Ølands-tærte...

Det begyndte egentlig med, at jeg lige skulle snakke med fruen i huset, der i modsætning til mig ser fjernsyn. På skærmen var der en eller anden klaphat, som var i gang med at lave fyldte chokolader med, oh rædsel, nougat og chili.

I bunden af Ølands-tærten lægges et halvt stykke
 After Eight og en teske kagecreme.
I min begrænsede verden kan chili altså ikke bruges til andet end chili con carne, men vi faldt i snak om problemet, og jeg bekendtgjorde, at hvis jeg nogensinde skulle lave fyldte chokolader, så blev det mere traditionelt med for eksempel marcipan og pebermynte. Snakken gik videre - og pludselig var ideen der til en helt ny kage, som jeg altså kalder Ølands-tærte.

Jeg begyndte med at røre en universaldej på 250 gram mel, 175 gram smør, 50 gram sukker og to æggeblommer. Det hele æltes med hænderne, til den er fin og glat og sættes til side, mens den sætter sig lidt.

Imens lavede jeg en gang kagecreme.Start med at flække en vanillestang og bland kornene godt med 15 gram sukker. Rør et æg og to teskefuld maizena i sukkerblandingen. Herefter varmer man en kvart liter mælk til kogepunktet, men det må endelig ikke koge. Det hældes under omrøring sammen med de øvrige ingredienser. Herefter skal hele blandingen tilbage på komfuret og varmes igennem under stadig omrøring, til det tykner.

Til sidst lavede jeg en crumpledej med marcipan. Cirka 75 gram mel, 75 gram flormelis, 100 gram smør og 150 gram marcipan. Det æltes sammen til en blød dej.

Herefter rullede jeg grunddejen ud i 12 små cirkler, som jeg placerede i en muffinform, så dejen danner små skåle. I bunden af skålen kom jeg et halvt stykke After Eight og en teske kagecreme.

Herefter rullede jeg marcipandejen ud i cirka 1/2 cm tykkelse og stak 12 stykker ud, som jeg placerede som låg på tærterne, som jeg lukkede ved at bukke kanten let ned.

På toppen af den brandvarme kage placeres
 et stykke After Eight, som smelter.
Det røg herefter i ovnen. 200 grader uden varmluft i cirka 15 minutter - og her skal man altså passe på, for det går lige pludselig lynhurtigt med bruningen på grund af det høje sukkerindhold i marcipandejen.

Da jeg havde taget tærterne ud af ovnen, placerede jeg et stykke After Eight på hver, mens de endnu er brændvarme. Chokoladen smelter - og det ser ret lækkert ud...

Når tærterne er kølet af, er de klar til servering. Jeg ser for mig, at de kan bruges som tilbehør til en frugtdessert - eller måske til eftermiddagskaffen i stedet for Othelloen.

Men prøv det. Det smager altså godt...

P.s. Bundene havde ikke taget megen farve - og næste gang bager jeg dem 10 minutter, inden jeg samler tærterne.

Ingen kommentarer: