Grønlandsk politik på fem minutter

Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?

Lars Emil Johansen i sine velmagtsdage
 i midten af halvfemserne.

Det er svært at spå - og især om fremtiden, som Storm P bemærkede.

Jeg bliver næppe nogensinde politisk iagttager af typen, der skråsikkert udtaler sig på TV2 News om en hvilken som helst stor eller lille begivenhed på basis af et enkelt citat - og som fortsætter uanfægtet med skråsikkerheden dagen efter, uanset at det altså ikke lige gik, som forventet - eller uanset at spådommen var så letkøbt, at alle kunne se det komme.

Ikke desto mindre ytrer jeg mig gerne politisk. Med den spirende alderdoms store erfaring har jeg ingen problemer med at se, hvordan samfundet bliver skamredet af uduelige politikere og et politisk system, der måske nok er demokratisk, men også selvdestruktivt. Faktisk har vi i min generation en forpligtelse til at dele vores erfaringer, så unge, umodne politikere uden andet end skole og universitet som baggrund ikke leder landet i uføre.

Men en ting holder jeg mig fra - og det er grønlandsk politik. Det kører i sine egne cirkler, som jeg på trods af 14 års ophold i landet aldrig vil spå om.

Siden Grønland fik hjemmestyre i 1979 har partiet Siumut spillet en afgørende rolle, og partiet har bortset fra en kort periode 2009-2013 været med i alle grønlandske regeringer og leveret formanden for landsstyret. Partiet tilhører den socialdemokratiske bevægelse, men det skal man nu ikke lægge så meget i, for Siumut har en meget pragmatisk og udogmatisk indstilling til politik, som deles af en trofast vælgerskare, der tilgiver det meste. Jeg plejer at sammenligne det med en fodboldklub, hvor fanskaren forbliver fans, uanset om holdet spiller godt eller dårligt.

En central skikkelse i partiet gennem alle årene er den tidligere formand og også tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen, der er en politisk begavelse uden sidestykke, men også et magtmenneske, der lever som en mudderål i politikkens intrigefyldte verden. Johansen er i dag formand for Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Kim Kielsen

Han lægger i disse dage arm med Siumuts formand Kim Kielsen. Det er der ikke noget nyt i. Tidligere formand for Siumut, den nu partiløse Aleqa Hammond, fortalte sidste år, at så længe Lars Emil Johansen er i Siumut, vil der være udfordringer for partiets formand.

Årsagen til den nuværende krise er, at Kim Kielsen sidste år fyrede Lars Emils samlever Martha Lund Olsen fra posten som justits og familieminister i den grønlandske regering og i stedet indsatte regeringspartneren Inuit Ataqatigiits formand Sara Olsvig som ny minister - Naalakkersuisoq hedder det på grønlandsk.

Martha Lund Olsen

Kim Kielsen fyrede angiveligt Lund Olsen, fordi hun stille op til posten som borgmester i Nuuk - og Kielsen er notorisk modstander af dobbeltmandater. Men man kunne nu også godt få den mistanke, at han ikke brød sig om tanken om at nære en slange ved sin barm.

Noget er der sikkert om snakken, for Lars Emil Johansen har nu indledt en regulær krig mod Kim Kielsen, der i weekenden kulminerede med, at Kielsen udtalte: - Hvad skal man med fjender, når man har Lars-Emil?

Sara Olsvig

Det svækker naturligvis det grønlanske Landsstyre, at man sådan kævles indbyrdes i det ledende parti, og det fik så Sara Olsvig fra IA til at sige:

- Det vil klæde Formanden for Inatsisartut (LEJ) ikke at trække sit eget partipolitiske fnidder fnadder ind i det ellers så respektfulde hverv som formand for landets parlament.

Tonen er hård, så jeg konstaterer bare, at når elefanterne slås, er det svært at være mus. Og der skal nok være nogle mus i Siumut-baglandet, der fornuftigvis holder sig hullerne, for der kan snart være en ledig formandspost.

Spørgsmålet er, om Lars Emil Johansen endnu en gang trækker det lange strå - sådan som han har gjort gennem 38 år. Og det tør jeg klog af skade simpelthen ikke spå om, så politisk kommentator på TV2 News bliver jeg nok aldrig...