Rødgrød med fløde...
Se det summer af sol over grøden... |
Samtidig er ribsbuskene fulde af fuldmodne røde ribs i mængder - og hindbær har vi sør'me også, selv om jeg normalt sigter på først at høste hindbær i det spæde efterår.
Så er det tid til rødgrød. Denne urdanske sommerret, som får vore hjerter til at smelte - og mindes den ubekymrede barndom i de gode, gamle dage, hvor ethvert middagsmåltid naturligt blev fulgt af en dessert.
Selvfølgelig med fløde. Mindre kan ikke gøre det. Denne tykke, fede, hvide substans, der er selve kvintessensen af generationers efter generationers forædling af det danske malkekvæg.
I store dele af verden tåler folk slet ikke mælkeprodukter - og de er derfor afskåret fra at nyde rødgrød med fløde. Savnet er nok til at overskue - for det er alligevel de færreste udlændinge, der kan udtale rettens navn.
Derfor er rødgrød med fløde også den ultimative danskheds-test. For kan man lide de rødhvide farver og kan man sige rødgrød med fløde nogenlunde korrekt, har man et godt udgangspunkt for en lykkelig tilværelse i Danmark.
Dina stod for dagens rødgrød. Hun brugte en opskrift på nettet fra Claus Meyer. Det betyder mindre - for sådan som jeg ser det, er Meyers opskrift ikke anderledes end generationer af danske bedstemødres opskrift. Og han har den såmænd nok også fra sin bedstemor....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar