Hærværk - dag 2

Forvirringen er total

Hullet er dækket til - og der er sået nyt græs.
Men hvad med vand og gødning?

Torsdagen startede ganske normalt.

Jeg stod op ved solopgang, nussede lidt i haven og vandede kartoflerne, og ved halvsyv-tiden satte jeg mig til at arbejde på kontoret. Alt åndede af sommerlig idyl - og intet tydede på, at dagen skulle blive anderledes end så mange andre dage, bortset fra at der er ved at gå sommerferie i Danmark, og det efterhånden bliver sværere og sværere at få fat i folk.

Så da klokken havde passeret otte, gik jeg i gang med telefonlisten. Der var lige et par stykker, jeg skulle nå at fange inden ferien. Og der sad jeg så og pludrede lystigt i telefonen...

Til genboens store fortvivlelse og frygt for eventuelle
fortsatte grave-arbejder har entreprenøren efterladt
gravemaskinen på den modsatte side af vejen...

Men pludselig var det ud i den blå luft.

Forbindelsen var væk - og det samme var i øvrigt strømmen i huset. Jeg var ikke et sekund i tvivl om årsagen, så jeg sprang op som trold af en æske og for ud på vejen, mens jeg allerede helt henne fra døren skældte elektrikeren hæder og ære fra. Han kunne da for pokker lige sige til, inden han kobler strømmen fra...

Manden stod nede i hullet og så ganske forskrækket ud. Nu skal det med, at jeg kun var iført underbukser og en løsthængende, uknappet skjorte, så det har sikkert også været et frygtindgydende syn - og så garneret med nogle af sprogets værste gloser...

Han bedyrede, at det ikke var med vilje, han havde taget strømmen... Kablet, han arbejdede med, var nemlig mærket som naboens - og altså det, der skulle fjernes sammen med målerskabet.

- Men sådan er det sgu altid, sagde han nede fra hullet.

- Det er typisk Nyfors... De har ikke styr på en skid - og selvfølgelig kan de heller ikke finde ud af at mærke kablerne ordentligt. Man skal sgu da også gøre alting selv, fortsatte den stakkels el-mand.

Jeg faldt ned, beklagede de hårde ord - og fortrak til kontoret igen, da strømmen vendte tilbage.

Ved ni-tiden tog jeg et smut til Aalborg - og ved halvtolvtiden var jeg hjemme igen.

På det tidspunkt var elektrikeren færdig, skabet var fjernet - og en medarbejder fra Guldhammers entreprenør-firma var i gang med at så græs på akkurat samme sted, som jeg havde sået græs i forrige uge.

Han havde dog ikke tænkt sig hverken at vande græsset eller så gødning. Så jeg ringede til Nyfors for at høre, hvad de havde tænkt sig at gøre ved det. Jeg talte med en kvindelig medarbejder, der fortalte, at de allerede havde sendt en mand af sted - og at han var på vej over til mig...

OK - så satte jeg mig til frokostbordet og ventede. Og ventede. Jeg nåede da også en morfar eller to - men da klokken var tre, ringede jeg igen til at Nyfors.

Her meddelte en ganske flabet medarbejder, at der ganske rigtigt var en mand på vej over til mig - men de havde jo ikke sagt noget om, hvad dag han ville komme...

Sådan taler man altså ikke til mig - og jeg eksploderede for anden gang denne dag. Grimme ord satte højspænding på telefonledningen. Det gjorde dog ikke indtryk på den meget lidt kundeorienterede medarbejder, der fortalte, at jeg ikke kunne true mig til noget som helst - for han var vant til at blive truet. Og i øvrigt var den udsendte medarbejder i Klim - og jeg skulle ikke regne med at se ham i dag...

Men et eller andet sted må de grimme ord alligevel have haft sin virkning. For der gik ikke mere end et kvarters tid, før det ringede på døren. Uden for stod en mand fra Nyfors og spurgte, hvad jeg dog var så sur over.

Det forklarede jeg så - og han mente da også godt, at medarbejderen fra middagstid kunne have fortalt, at han var på vej - men lige skulle til Klim først. Men nu var han her altså - så hvad er problemet?

Det forklarede jeg så, mens vi beså det nysåede græsstykke.

Medarbejderen mente nok at kunne forstå min harme - han var selv havemand og satte en ære i, at haven tager sig ordentlig ud. Men han måtte bare melde hus forbi - for det var altså ikke ham, der havde bestilt arbejdet. Hvis Nyfors havde noget med den sag at gøre, ville han vide det, bedyrede han.

Jeg følte mig ikke overbevist.

- Der kommer altså ikke en elektriker og et entreprenørfirma og graver et stort hul i jorden og fjerner et el-målerskab - uden at de har fået besked på det, mente jeg.

Det kunne han godt se logikken i, så enden på det hele blev, at han tog et par billeder og forlod gerningsstedet med en besked om, at jeg vil høre nærmere, når han har undersøgt sagen...

Der står vi så i dag. Med en ødelagt, men genetableret græsplæne - og ingen der vil tage ansvaret for arbejdet.

Så mon ikke, der følger en fortsættelse...