Gensyn med svovlpølen
|
Dina nød turen i det varme og berigende vand. |
En god oplevelse kan ikke gentages for tit.
Derfor var det første, vi gjorde, da vi søndag eftermiddag landede i Reykjavik, at leje en bil og haste ud til Islands nok største turistattraktion - Den Blå Lagune.
|
På kanten af svovlpølen. |
Jeg har været der før - og fundet det ganske og aldeles vederkvægende at nedsænke legemet i det 35 grader, mælkeagtige blå og svovlduftende vand. Kroppen bliver gennemvarmet ind til den inderste knogle - og huden nyder godt af vandets mange silikater, der får en bumset og indtørret ansigtshud til at føles som en barnenumse efter 10 minutter.
Dina har aldrig prøvet det før - men hun var enig med mig i, at det er en stor oplevelse - og det derfor var ganske fornuftigt at ile afsted direkte fra lufthavnen og til lagunen, inden den lukker klokken 8 aften.
|
Stien ned til lagunen er hugget ud i lava. |
Turen ud til lagunen giver også et godt indblik i noget af det mest kedelige natur, som Island også har at byde på. De enorme lavasletter med størknet lava - og ikke ret meget anden bevoksning end lidt mos. Det er sådan set mere fascinerende end direkte kønt. Og læg så denne gennemtrængende duft af svovlbrinter, som der er mange steder. Tjaaah, fascinerende - og så gør en tur i Den Blå Lagune altså underværker ved en gammel og slidt krop...
|
Den Blå Lagune ligger ved geotermisk anlæg ude midt i de endeløse lavamarker. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar