Gammelstad Kyrkstad

Et orgie i svenskrødt

Gammelstads Kyrkstad er et
Lønneberg-Emilsk orgie i svenskrødt.

I sidste uge fandt jeg tid til at besøg Gammelstads Kyrkstad uden for Luleå. Stedet har verdensarvstatus - og er sådan et sted, som man bør have med i planerne, når man er på de kanter.

Nu var det ikke første gang, jeg var der - og jeg må erkende, at stedet er mere charmerende i nysne end i den gammelsne, som lå i området i sidste uge.

Jeg oplevede første gang Gammelstads Kyrkstad i 2000 - og blev dengang dybt grebet af historien om landhævningen i Nordbotton, der betød, at det gamle Luleå i løbet af nogle hundrede år forvandlede sig fra at være en kystby til at være en by inde i landet.

De små huse bruges mest i forbindelse med kirkelige
 højtider. Derfor er der skodder for de fleste vinduer.

Derfor flyttede man i 1648 Luleå til sin nuærende placering - men kirken i Gammelstad, som stedet kaldes, forblev kirke for alle de mange mennesker i landdistrikterne langs Luleelven. Derfor opstod kirkebyen, som er en masse små huse, hvor folk boede i forbindelse med påske, pinse og andre kirkelige højtider, som krævede en gudstjeneste. Uden for kirkesæsonen smækkede man skodder for vinduerne og drog hjem igen til den daglige dont som skovsamer med fiskeri i elven og rendriften.

Alle disse fritidshuse findes den dag i dag i det fredede område - men det er samtidig blevet et ganske eksklusivt område, hvor der er bygget en række nyere huse i gammel stil. Kirkehusene går typisk i arv i familien fra generation til generation i lighed med sommerhuse.

Gammelstad er kønnere i nysne end i gammelsne.

Da jeg sidst besøgte Gammelstads Kyrkstad var det i februar 1999. Polarmørket dækkede området, men der var nyfalden sne - og ved synet af alle de svenskrøde skure kunne jeg ikke lade være med at tænke på den landlige idyl fra Emil fra Lønneberg. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Gammelstads Kyrkstad er et enestående eksempel på klassisk svensk, rural arkitektur - og verdensarvstatussen er bestemt velfortjent.

Forresten hæver Nordbotten sig stadig - og jeg mener, at vi i 1999 fik fortalt, at Luleå Kommune af samme grund vokser med cirka en kvadratkilometer om året. I 2006 var jeg i den finske by Kemi, der ligger lidt nordligere end Luleå. Her flytter kystlinjen sig med cirka to meter om året - hvilket jeg finder ret fascinerende.

Lars Levi Læstadius var Nordkalottens apostel.

Nu vi er i det kirkelige hjørne, skal det også lige nævnes, at den dominerende trosretning i hele Nordkalotområdet er læstadianismen - opkaldt efter den svenske prædikant Lars Levi Læstadius (1800 - 1861). Han gundlagde den stærkt konservative folkekirkelige retning, der minder om dansk indre mission, hvor afholdenhed, anger og jævnlige oxford-møder er væsentlige elementer.

Læstadiusparken i Vuollerim.

Læstadius tog Luthers principper om at formidle troen alvorligt - og da han prædikede på samisk, har hans kirkelige retning haft stor indflydelse på hele nordkalotten - altså i både Norge, Sverige og Finland - hvor den samiske befolkning er dominerende.

I forrige uge havde jeg base i den lille by Vuollerim med små 700 indbyggere - og her var der som i så mange lignende byer en park opkaldt efter Læstadius.