søndag den 7. april 2013

Storspoven

Nyt fra Ulvedybet

En imponerende camouflage.
Da jeg fredag eftermiddag kørte over dæmningen ved Ulvedybet efter det meste af en uges fravær, var der ingen tvivl om, at der var sket ting og sager i lille Danmark.

For der var ryddet godt og grundigt op i de enorme mængder af svaner, der har brugt Ulvedybet og tilstødende matrikler som vinterkvarter. Stadig var der en del svaner tilbage - både sang- og knopsvaner - men alligevel noget der ligner en halvering, hvis ellers de næsten daglige observationer på DOF-hjemmesiden står til troende.

Lørdag eftermiddag slog jeg sammen med kusinen lige et smut derned igen for at tjekke tingenes tilstand. Slet ingen tvivl om at vinterkvarteret var ved at gå på vingerne. Faktisk var der forbløffende få fugle på denne bygefyldte eftermiddag. Det skyldes, at nok er fuglene ved at forlade vinterkvarteret, mens forårstrækket stadig lader vente på sig.

Til gengæld fik vi et glimt af en storspove eller stor regnspove, som den også kaldes. Den er en af de faste kendinge i kvarteret. Jeg hører ofte storspovens meget smuikke og karakteristiske sang, når jeg går i haven - men det er ikke lige altid, at jeg ser den.

Det er forresten ikke noget at sige til - for storspovens fjerdragt er en imponerende camouflagedragt, som det tydeligt ses på især det øverste foto.
Storspoven spankulerer rundt i vandkanten
 på sine lange stylter af et par ben.

Ingen kommentarer: