Vi overlevede

Piteraqen kostede et menneskeliv

OY-HAF nær Tasiilaq søndag den 28. april 2013.

Da jeg forleden stod i Tasiilaq heliport og ventede på at komme ud af byen med en ekstrahelikopter efter den voldsomme piteraq, spidsede jeg pludselig ører.

For hvad var det? Var det ikke den ellers i gamle dage så velkendte lyd af en S-61 mellem fjeldene?

Et sjældent syn. S-61 under approachen til Tasiilaq.

Efter lang tids venten dukkede helikopteren endelig op - og de gamle ører havde ret. Det var en S-61. OY-HAF i Grønlandsflys gamle bemaling. Unægtelig lidt af en godbid for en flyspotter. For dels er HAF den eneste tilbageværende S-61 i Grønland, dels har helikopter-typen især været brugt på vestkysten, så alene det at se den bedagede helikopter herovre er faktisk lidt af en flyspotter-sensation.

Desværre var baggrunden ganske tragisk. En engelsk ekspedition over indlandsisen var gået galt under piteraqens rasen - og ekspeditionen havde mistet sit telt. Den stærke vind og kulden kostede en af deltagerne livet og en anden var bevidstløs, da S-61'eren søndag morgen kom til undsætning - og altså bragte de sørgelige rester til Taasilaq.

OY-HAF i Tasiilaq Heliport.

Air Greenland er ellers gået bort fra at bruge den gamle og kostbare S-61 og har bestilt nye Super Puma helikoptere, der leveres til næste år. Men af hensyn til SAR-beredskabet har man indgået en kontrakt med Rigspolitiet og har altså en enkelt S-61 stående i beredskab i Kangerlussuq, indtil Pumaerne ankommer.

I øvrigt giver den tragiske hændelse anledning til at fundere over visse menneskers mærkværdige hang til at udfordre skæbnen ved at vandre over indlandsisen.

Den grønlandske indlandsis set fra Tinit-gletcheren på
Ammassalik-øen. Det er isen, som ligner skyer yderst
 i horisonten.

Set med både mine og de fleste grønlænderes øjne er denne tilbøjelighed simpelthen noget af det mest åndsvage, man kan lide af. Det er livsfarligt - og der er absolut intet at komme efter oppe på indlandsisen. Der er ingen dyr at jage, så hvad i alverden skal man der? Tilfredsstille sit ego - og spørgsmålet er så, om det er en rimelig grund til, at samfundet skal stille et beredskab til rådighed? Jeg mener det ikke.

Et elendigt billede: C-130 Hercules fra U.S. National
Guard monteret med ski på vej til iskerneboringerne
på indlandsisen. Fotograferet fra Air Greenland
Dash-8, mens vi afventer starttilladelsen i
Kangerlussuaq 18. april 2013.

Der foregår masser af seriøs forskning på indlandsisen - blandt andet de omfattende iskerneboringer under dansk ledelse. Den slags giver fornuft - og forresten er de amerikanske forsvarsmyndigheder flinke til at støtte sådanne projekter på logistiksiden, så det har jeg intet imod.

Men det er altså vanvid, når især nordmænd, franskmænd og altså nu også engelskmænd absolut skal gå i Nansens fodspor over isen - bare for sjov og måske for at komme i avisen. Det tjener intet som helst formål - og jeg er bestemt ikke imponeret, når jeg på grønlandske værtshuse møder udlændinge, der praler med, at de har taget turen!

Når piteraqen raser, er der bedst indendørs.

P.s. Bare for at ingen skal påstå, at jeg er dobbelmoralsk. Det var netop udsigten til piteraq, der var årsagen til, at vi kortede vores hundeslædetur på Ammasalik-øen ned til to dage i stedet for de planlagte tre dage. Netop for ikke at få brug for S-61'eren. Vi overlevede piteraqen ved pænt og ordentligt at blive indendørs på Hotel Ammassalik i det døgn, stormen stod på. For alene det at gå udenfor, når luften er fyldt med flyvende isklumper og sten er livsfarligt! I øvrigt er hundeslædetransport på østkysten et godt gammelt og  gennemprøvet koncept i modsætning til moderne skiløb over indlandsisen, der bedst kan betegnes som galskab.

P.p.s. Læs også The Independents , The Guardians og BBC's omtale af sagen.