Sæsonafslutning i sildelauget
Skaldyrstallerken under opbygning. |
Oldermanden var gået shopamok og havde sat en menu af de helt store op. Vi lagde ud med en tallerken med alt godt fra havet - af oldermanden benænvnt skaldyrstallerken - men for at være helt præcis var der nærmest tale om en fusion mellem det kolde nordiske overblik og oriental-tropiske specialiteter fra Rangoon og Kinabugtens kaj.
Fra de syv have... |
Smeltende mør og velsmagende lammekrone. |
Efter denne tour de force på de syv have var det tiden igen at rette blikket mod nord i form af stegte lammekroner minimalistisk serveret med nye franske kartofler, masser af brun sovs og en lidt bizar creme med mynte og peanuts. Hertil en god fuldrød vin fra Toscana - også fra Sigurd Müller, der helt åbenlyst havde haft et godt tag på oldermanden.
Til dessert stod den på en helt lokal specialitet - kopieret fra lørdagens fest i det lille hus på Øland. Rabarberkompot med hvid ganache og karamelliseret hvid chokolade - pyntet med et par mynteblade fra haven.
Rabarberkompot med hvid ganache og karamelliseret hvid chokolade. |
Det er tildragelser som denne, der gør, at jeg nødvendigvis må dvæle lidt ved forskellen mellem en gourmet og en gourmand - og kommer frem til den lidt selvkritiske konklusion, at de gode mænd i det gode sildelaug nok har en tilbøjelighed til at være lidt mere -mand end -met. Men hvad gør det? Når bare vi har det sjovt.
Aftenen sluttede i øvrigt i forbløffende god ro og orden - og vi kunne aflevere et skinnende rent medborgerhus-køkken til sommerens store fester.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar