Ølandshvede-brød

Offer for en modedille

Ølandshvedebrød - produceret på Øland.

Da vi for nogle uger siden holdt fødselsdagsfest i det lille hus på Øland, havde Lasse fundet på, at det kunne sjovt at servere ølandshvede-brød - uagtet at det altså er det svenske Øland, som denne hvedeart stammer fra.

Men brødet smagte nu ikke helt tosset, så forleden ville jeg da også lige gøre kunsten efter og bage et ølandshvede-brød.

Det viste sig nu ikke at være helt enkelt - for tilhængerne af ølandshvede findes især i den økologiske del af befolkningen. Speltmødre og klidmostre er fanatikere - og de har et meget rituelt, nærmest religiøst forhold til bagning. Så da jeg googlede opskrifter, var det fuldstændigt umuligt at finde noget, der bare lige kunne bages.

Problemet er, at disse opskrifter alle er med surdej - og det alene tager et par uger at lave. Den slags gider jeg ikke. I forvejen har jeg det svært med bagning, fordi det kræver så meget forberedelse og tager tid. Man kan som regel ikke bage noget som helst bare på slump og som man lyster - og den slags taler altså imod mit lyse, flygtigt impulsive og improviserende sind. Så er det nemmere at lave en god sauce.

Jeg har det også svært med økologi i øvrigt. I misantropiske stunder betragter jeg det som et simpelt marketingtrick til at få prisen op på basale fødevarer og i mere lyse stunder mest som en måde at minimere produktionsomkostningerne på. Det er jo også derfor, jeg bruger hestemøg i stedet for kunstgødning i haven.

Ølandshvede er forresten ikke andet end noget græs, som nogle botanikere en gang fandt i et stendige på Øland - det svenske, forstås. Men DNA-prøver viste, at det var hvede og ikke græs - og hermed var kimen lagt til en romantisk bagedille med mindelser til de gode, gamle dage, hvor kvindens plads som bekendt var i køkkenet.

Brødet fik en flot, saftig og ensartet krumme. Det er
faktisk godt håndværk - sagt i al ubeskedenhed..

Surdej og kvindefrigørelse hører ligesom ikke rigtig sammen, men det er nok en helt anden snak. Under alle omstændigheder virker det som om, at disse meget bagende økologi-kvinder sværger til surdej - og forresten er det ikke noget problem at bruge surdej, hvis man alligevel bager hver dag. Men her i huset, hvor bageriet kommer som en pludselig indskydelse - og hvor jeg forresten foretrækker industrielt produceret rugbrød - er surdej altså et problem.

Heldigvis har Claus Meyer aktier i den danske ølandshvedeproduktion - og selv om han også er surdejsfanatiker, så skal der jo tjenes penge. Meyer har gået på handelshøjskolen, så han er leveringsdygtig i en opskrift på ølandshvede-brød, der kan fremstilles på godt og vel et døgn - og med almindeligt købegær som hævemiddel.

Så jeg gik i gang med røremaskine, kærnemælk, honning, gær og ølandshvede. Røremaskine er nødvendigt, for ølandshveden er så groft malet, at der skal æltes i mindst en halv time for at få en nogenlunde fast dej ud af det. Det skal kort sagt have nogen tæsk for at få glutenen ud af kornet. Så jeg kørte og kørte - og løste en krydsogtværs imens. Ikke alene er økologisk hvedemel sindsygt dyrt, men også strømforbruget taler voldsomt mod at bage den slags hver dag.

Friskbagt brød med tandsmør er et sikkert hit.

Herefter skal dejen hæve et døgn - og først den næste dag kan man altså sætte tænderne i frisk brød. Taget i betragtning, at det var første gang, jeg arbejdede med den slags, synes jeg, at der kom et helt anstændigt resultat ud af det.

Brødene blev flotte med en dejlig saftig krumme - og det ene brød blev faktisk spist på en formiddag. Men da dejen er temmelig flydende, blev brødene lidt flade i det - og jeg vil nok overveje at bage i form næste gang. Men om det går an, ved jeg ikke - for i følge alle opskrifterne på nettet, er det en af pointerne ved at bage på denne økologiske og bøvlede måde netop, at brødet ikke ligner noget, som en bager vil sælge. Men prøves skal det altså alligevel.