torsdag den 30. juli 2009

Sol, sommer og sand mellem tæerne

















Torsdag bød på en af de rigtige sommerdage, som vi desværre har set alt for lidt til i Nordnorge i år. Normalt kalder en sådan lejlighed på masser af fadbamser på fortovet foran Skarven, men netop i dag strøg der altså en træls kold vind ind fra fjorden - netop der, hvor det normalt er allerhottest i Tromsø.
Jeg kompenserede for det manglende fadøls-klima ved at tage bilen og køre en fyraftenstur til Grøtfjord - i øvrigt for første gang i et års tid.
Grøtfjord er sådan en rigtig lille idyllisk, men afsondret landsby, som ligger helt ude på den yderste atlanterhavskyst neden for et stort fjeld. Der er cirka 50 km til Tromsø, og ligesom i Straumsbukta er nærmeste butik Eide Handel - cirka 35 km væk ad snoede serpentinerveje. Grøtfjord er begunstiget med en rigtig dejlig sandstrand ud mod Atlanterhavet - ligesom på Sommerøy. Men her er der ingen turistindustri, hoteller eller grillbarer - der er bare en strand, og vel at mærke mange tromsøværingers foretrukne strand.
Det har i øvrigt vakt nogen opsigt, og har da også været omtalt i NRK's nyheder, at befolkningen i Grøtfjord som ren dugnad - altså frivilligt, gratis arbejde - har opstillet borde og bænke, en legeplads, et lille toilet og grillfaciliteter ved stranden. Ikke for at tjene penge på de mange mennesker, som strømmer til, når det endelig er godt vejr, men angiveligt fordi man synes, at det er hyggeligt, når bygdens indbyggertal et par gange hver sommer mangedobles i et par timer. Den betragtning har Grøtfjordingerne sikkert ret i. Bygden ligger så afsondret, at der næppe ellers kommer mange besøgende på stedet - og eftersom der jo hverken er hotel eller noget andet, er de også sikre på at få fred igen, så snart der går en sky for solen.
Men et skønt sted er det - og jeg holder meget af den snoede, smalle vej ned ad fjeldet til Grøtfjord. Det er noget af det, som jeg opfatter som Norge i nøddeskal - også selv om det ikke er så almindeligt heroppe. Læg i øvrigt mærke til, hvor grønt her er. Det er igen afsmitningen fra Golfstrømmen, der gør det. For egentlig er en sådan frodighed totalt naturstridigt her 700 km nord for polarcirklen.
Havtemperaturen er i dag 14 grader, luften 22 og pigen, ja, hende så jeg ikke noget til...

Ha' det
Jesper

onsdag den 29. juli 2009

Mig og Søren Ryge...

Nu er det jo ikke meningen, at denne blog skal udvikle sig til en virtuel pendant til Søren Ryges TV-programmer, men jeg kan altså ikke lade være med at fortælle, hvad der skete i haven i weekenden - altså ud over at vi plukkede og saftede en masse mirabeller og kirsebær.
Der er nemlig også godt gang i drivhuset netop nu. Tomaterne er ved at være modne - og det i helt andet antal end vi er vant til fra vindueskarmene i Nuuk og Straumsbukta. Det var egentlig planen, at det skulle have været rigtige store tomater, men jeg må have set forkert på skiltet, da jeg købte planterne. Efter størrelsen at dømme er det i hvert fald cherry-tomater. De er også dejligt søde i smagen, så den fejl kan vi nu godt leve med.
I forsommeren var jeg så uheldig, at den ene af de to agurkeplanter døde. Men det gør nu heller ikke så meget, for den, som overlevede, giver godt. Der er faktisk en agurk hver dag i øjeblikket - og Dina har travlt med at lave agurkesalat. Hjemmeavlede agurker - og det er lige meget om de er fra vindueskarmen eller drivhuset - har altid været lidt af et hit hjemme hos os. Jeg har lidt svært ved at forstå hvorfor, men de smager altså bare bedre, når man selv har avlet dem. Sjovt nok har mine agurker altid været ret gode til at rette ind efter EU-standarden. Hverken dem fra vindueskarmene i Grønland og Norge eller dem fra drivhuset i Østerby er særligt krumme. Det er sikkert et sundhedstegn, men egentlig kunne jeg godt have tænkt mig lidt civil ulydighed på agurkefronten.
I weekenden blev der også tid til at tage aflæggere fra vores enlige jordbærrække. Så nu er drømmen om de mægtige strawberry-fields ved at tage form. Det skulle angiveligt være sådan, at jo tidligere aflæggerne bliver plantet, jo mere vil de give i udbytte det første år - så jeg er ganske forhåbningsfuld, hvad angår jordbærhøsten til næste år. Desuden er jeg blevet lovet nogle flere planter senere på høsten, så jeg må nok til at have gang i spaden og se at få udvidet jordbærbeddet.
Der blev også tid til at få sat et hegn op henne ved stokroserne - det arbejde, som jeg ikke nåede forrige weekend. Far kom forbi med et pælebor og bevæbnet med en skruemaskine var det en smal sag at få ordnet. Jeg blev også færdig med at luge hjørnet dernede og hældt bark på, så nu er der i hvert fald et lille hjørne af haven, som vi har fuldstændig styr på - forhåbentlig.

Ha' det
Jesper

Bær'dygtighed















Så er det ved at være tiden, hvor vi skal høste Guds gaver. Bonden på sin ager - og vi andre i haven. For også i haven på Øland hænger træernes grene tungt med frugter.
Blandt andet har vi et par mirabelle-træer. Det er en lidt miskendt frugt, som jeg hidtil ikke rigtig har regnet for noget. De første bær smager meget godt, men de bliver hurtigt melede og trælse - og i min familie har vi i hvert fald ikke tradition for at bruge dem til noget som helst.
Derfor tænkte vi, at naboens unger lige så godt kunne få fornøjelsen af mirabellerne - men der blev vi godtnok klogere. For nabokonen er nemlig fra landet, og hun kunne fortælle, at både mirabellegrød og mirabellesaft er gode sager.
Så var der ikke andet for end at få fundet saftkogeren i flytterodet og komme i gang med at plukke - sådan lidt på forsøgsbasis. Men det var alle anstrengelserne værd - saften fra mirabeller smager helt fantastisk. Og udbyttet er stort - skålen på billedet gav cirka to liter råsaft med en flot rød farve. Så nu bliver naboens unger ikke længere inviteret ind i haven - det er helt sikkert!
Noget anderledes stillede det sig med kirsebærrene. De er flotte, næsten sorte og der er masser af dem, men hold op, hvor er de sure! Det var egentlig planen, at vi blot ville plukke lidt for at prøve at lave lidt marmelade - men stillet over for opgaven med at skulle til at udstene dem, var der ikke langt til også at hælde dem i saftkogeren. Og det kom der også gode sager ud af - godt nok først efter at der var tilsat en forsvarlig mængde sukker. En flot dybrød, nærmest bordeaux saft med en svag duft af mandel. Det er saftsusemig noget, der dur.
Kirsebærrene er sådan set nemme at plukke - de er fuldmodne og slipper let stilken. Desværre er farven ikke helt nem at få af hænderne. Selvfølgelig fik vi besøg af Villy fra Nuuk, som også bor i Østerby, mens vi var ved at plukke dem. Og med mørkerøde hænder måtte vi desværre undlade det traditionelle grønlandske håndtryk, da han pludselig stod der i haven. I dag - tirsdag - bærer mine hænder stadig præg af kirsebærhøsten, men det føles alligevel godt, at det kan ses, at hænderne har været oppe af lommen.
Alt i alt har det været en rigtig god weekend, hvor vi er blevet meget klogere på at få noget ud af alle Guds gaver, der som bekendt kommer ovenfra, som det synges i salmen.

Ha' det
Jesper

lørdag den 25. juli 2009

Et rigtigt sexdyr

Da jeg lørdag eftermiddag kørte gennem Oxholm-skoven, var jeg så heldig at se en duehøg på jorden med sit bytte.
Et fantastisk syn - og sjældent. Da duehøgens foretrukne jagtterræn netop er skoven, ses den kun sjældent i forhold til for eksempel de efterhånden allesteds nærværende musvåger. Desværre havde jeg ikke kameraet med.
Duehøgen er forresten den største af høgene, og så er den lidt af et sexdyr - et duehøgepar parrer sig op til 600 gange i sæsonen, hvilke vil sige sådan cirka et dusin gange om dagen.
Men den er altså også sky, så der skal ikke meget til, før den opgiver rugningen og rykker endnu længere ind i skovens mørke. Og så meget desto mere står det klart, at jeg var heldig, da jeg mødte den i dag.
Duehøgen kaldes også hønsehøg - specielt af hønseavlere, men det skal man nu ikke lægge noget særligt i. Undersøgelser viser, at over 50 % af dens føde rent faktisk er duer, som den tager på jorden. I modsætning til blandt andet falkene kan duehøgen ikke jage i luften.
Den kendte danske ornitolog Finn Salomonsen (1909 - 1983 og forresten far til sanglærken Sanne) har en gang sagt om duehøgen: Tidligere Tiders hensynsløse Forfølgelse af denne Rovfugl er nu i vide kredse af Jægere veget for en Forståelse af, at Tilstedeværelsen af en saa smuk og elegant Skabning som Duehøgen betyder en Berigelse af den danske Natur.

Ha' det
Jesper

Foto: U.S. Fish and Wildlife Service

Dagens ord XVI

De nye kartofler skal nydes, mens de er nye, hvis man vil have nye kartofler.
Denne endog særdeles bombastiske pleonasme faldt fredag aften i TV2-Nord, og fortjener at blive nævnt, fordi det viser, hvad der kommer ud af TV, når folkene bag absolut ingen ambitioner har.
Jeg har ikke boet i Nordjylland (og Danmark, for den sags skyld) siden 1993. Meget er forandret, men ikke TV2-Nord. Selv studieværterne er de samme, som dengang stationen blev startet - og dermed også den glade begejstring, når bare det lykkes at få stablet noget, der ligner en udsendelse på programmet.
Kartoffelsnakken faldt i stationens efterhånden velkendte sommerprogram "Parasollen", og værterne var de samme - Pia Stuckert og Flemming Retbøll - akkurat som i 1993. Men for at det ikke skal være løgn, så bragte man i udsendelsen oven i købet to indslag af flere minutters varighed fra en 15 år gammel udsendelse.
Af sind er jeg normalt særdeles konservativ, men her mener jeg nu nok, at chefredaktionen har en større udfordring. Der må altså være et udviklingspotentiale et eller andet sted med flere end 30 års samlet erfaring hos studieværterne!
At se TV2-Nord er lidt ligesom at besøge det norske ungdomsbondelags (og dermed også nynorsk-bevægelsens) restaurant Bondeheimen, der har mottoet "Her skal intet forandres". Her kan man stadig få karbonader med brun sovs. Det smager godt, men det bliver altså lidt kedeligt, hvis man skal have det hver dag.

Jesper

torsdag den 23. juli 2009

Blå Sommer

I disse timer er der sikkert gang i vaskemaskinerne - hjemme hos mange af de 19.000 blå spejdere, som i dag forlod Det Danske Spejderkorps landslejr Blå Sommer i Kliplev i Sønderjylland.
Det er en tilbagevendende begivenhed hvert femte år - og jeg plejer da at være med. Men det nye hus og den kendsgerning, at jeg kun har fem ugers sommerferie her i Norge har gjort, at i år var jeg nødt til at droppe det.
Det er jeg selvfølgelig ked af - det rykker jo i den gamle cirkushest, når man ser alle billederne på Blå Sommers hjemmeside. Men så er det jo en passende lejlighed til at tænke tilbage på oplevelserne de tidligere år.
Jeg plejer at arbejde i pressetjenesten på lejren. For fem år siden havde jeg blandt andet en fast klumme i lejravisen, som hed "Vis mig dit spejderar!". Klummen afspejlede den kendsgerning, at langt de fleste, som har været spejdere, ikke alene bliver mærket på sjælen resten af livet - i positiv forstand. Omgang med knive, økser og et generelt gå-på-mod og ungdommelig letsindighed gør også, at man selvfølgelig pådrager sig en skramme eller to.
En af de spejdere, som jeg skrev om, havde været så uheldig at miste et stykke af en lillefinger under en økse. Det var selvfølgelig tragisk, og han blev kørt til sygehuset med udrykning. Så var det, at en af kammeraterne finder stumpen i græsset. Kammeraten havde hørt, at man muligvis kunne redde fingeren ved at putte den i munden, mens den transporteredes til sygehuset, og han samler den op. Men inden det kommer så vidt, kommer han til at se, at fingeren er ganske aldeles sort under neglen. Så han tager lige så roligt sin dolk frem og renser neglen, inden fingeren ryger ind på skråens plads bag kindtænderne. Desværre stod fingeren ikke til at redde, men det vidner da om et overordentligt roligt temperament, at han tog sig tid til denne rengøringsproces.
Og det er jo det, der er selve spejderånden! Der skal mere end en afhugget finger til at skabe panik. Det kan man også læse om på Blå Sommers hjemmeside, hvor jeg lige saksede denne historie:
""Vi havde besøg af en ambulance, fordi en spejder havde hugget sig i benet. Da de skulle køre, var ambulancen løbet tør for strøm. 20 spejdere skubbede den i gang." Det kan man da kalde akut førstehjælp!"
Det er godt at se, at spejderånden lever i bedste velgående - her i 2009, hvor det også er 100 år siden, at spejderbevægelsen holdt sit sejrrige indtog i det meste af verden - og i dag har udviklet sig til verdens største fredsbevægelse. Ikke på et traditionelt politisk plan, hvor det bare handler om snak, men gennem praksis - og det er for det første ikke så ringe endda, og for det andet hvad det egentlig handler om. Spejdere bruger ikke tiden på snak, de handler!

Vær beredt!
Jesper

Foto: Det Danske Spejderkorps/Mikael Lind Vestergaard

tirsdag den 21. juli 2009

Manden på månen

I mit halve århundrede har der været fire begivenheder, som fungerer som en slags varder, hvor fra man kan orientere sig i livet. Det er historiske højdepunkter, som kan bruges til at datere andre begivenheder i forhold til. Karakteristisk nok for udviklingen og for tiden spiller USA en vigtig rolle i alle begivenhederne.
Det drejer sig om mordet på Kennedy i 63. månelandingen i 69, murens fald i 89 og angrebet på New York i 2001.
Mordet på Kennedy er jeg lige i det yngste til rigtigt at kunne bruge til noget, og murens fald og 11. september var efter min mening forudsigelige begivenheder, som egentlig bare var konsekvensen af lang tids politisk udvikling. Men månelandingen: Det var den rigtige ikoniske begivenhed, som jeg altid vil kunne huske som den allerstørste begivenhed på verdensscenen i mit liv.
Mange yngre mennesker vil måske mene, at det ikke var noget særligt, men for en 11 års knægt i Farsø var det den ultimative begivenhed. Først og fremmest, fordi jeg altid har været bidt af flyvning og rumfart, men også fordi det var verdens første store begivenhed, som blev transmitteret worldwide i TV, og så var det simpelthen livsfarligt for astronauterne. Ingen vidste om de måske pådrog sig ukendte vira deroppe - måske ville de endda bringe denne smitte til jorden med en altudslettende pandemi til følge. Desuden var mængden af ilt, vand, brændstof og andre fornødenheder på rumfærden stærkt begrænset, der var absolut ingen muligheder for at sende hjælp derop og endelig foregik det hele i et fartøj bygget af staniol på størrelse med en lille bil og med mindre datakraft end kørecomputeren i en moderne bil. Det var simpelthen vor tids Erik den Røde, Columbus, Magellan, Vitus Bering, Vasca de Gama, Amundsen, Nansen og Knud Rasmussen samlet i et diminutivt månelandingsmodul på en halv snes kubikmetre og personificeret i TV-stjernerne Armstrong og Aldrin. Det var kort sagt suicidalt galmandsværk transmitteret direkte ind i stuen, mens det foregik.
Så natten til den 20. juli blev tilbragt foran fjernsynet - først for at se selve landingen og efterfølgende Armstrongs berømte månevandring, som også er omtalt i forrige indlæg. Og det at se fjernsyn om natten var i sig selv en begivenhed. Der var nemlig kun en tv-kanal i Danmark på det tidspunkt , og den sendte normalt ikke længere end til ved 11-tiden. Månelandingen gjorde folk som Claus Toksvig, Christian Rovsing og Henrik Stub til lokale TV-kendisser over en nat.
Det var så stor en begivenhed, at den danske tyggegummi-fabrikant Dandy i tiden efter producerede tyggegummi med samlebilleder af de største begivenheder i forbindelse med færden til månen.
Mange af billederne er lagret næsten ikonografisk præcist på min indre monitor - og jeg vil med pavlovsk automatik altid forbinde disse billeder med duften af frisk tyggegummi.
Jeg har været inde på NASA's hjemmeside og lånt nogle af fotos'ene fra disse såkaldte tyggegummibilleder. Prøv selv at se og snus så rigtig godt ind. Måske kan du også lugte duften af Dandy?

Ha' det
Jesper

Dagens ord XV

Der er slet ingen tvivl - dagens ord er selvfølgelig "One small step for man, one giant leap for mankind". Sagt af Neil Armstrong, da han i dag for 40 år siden, som det angiveligt første menneske nogensinde trådte ud på månen.
Det er en rigtig oneliner , som kun amerikanerne kan gøre det. Armstrong er ellers ikke kendt for at være specielt velformuleret, men han har gennem årene stædigt fastholdt, at det var noget, han selv fandt på. Det er ellers nærliggende at tro, at dette bonmot er opfundet i PR-afdelingen hos NASA, men det afviser Armstrong altså. DR2 havde lørdag en temaaften om månelandingen, og der havde Karsten Borch, der var studievært på DR hin mindeværdige aften for 40 år siden en teori om, at det var Armstrongs kone, som var ophavsmand til ordene. For man tager naturligvis ikke ud på sådan en tur uden at have forberedt et par velvalgte ord til lejligheden. Rettidig omhu kan man kalde det med mærksk'ske ord og rettidig omhu var netop, hvad der kendetegnede Armstrong i følge iagttagerne.
Selve månelandingsprogrammet blev i øvrigt sat i gang af John F. Kennedy med de berømte ord: "I believe that this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him safely to the earth." Samme Kennedy var ekspert i onelinere. Blandt andre følgende:
"Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for dit land", "Menneskeheden må gøre en ende på krigen, ellers vil krigen gøre en ende på menneskeheden", "Ich bin ein Berliner", "Lad os aldrig forhandle ud fra frygt, men lad os aldrig frygte at forhandle".
Et vedholdende rygte vil vide, at det heller ikke var Kennedy, der fandt på disse bevingede ord, men derimod hans taleskriver Ted Sorensen, der som navnet siger, har danske aner. Når han bliver spurgt, om det var ham eller Kennedy, der fandt på den berømte linje i præsidentens indsættelsestale, "And so, my fellow Americans, ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country", er hans standardsvar: "Don't ask..."
Generelt har han mange gange understreget, at han blot hjalp præsidenten med at formulere sine tanker. Ikke fordi præsidenten ikke selv kunne, men fordi han havde ikke havde tid til det.
Ich bin ein Berliner-citatet har han dog konsekvent sagt ikke stod i talen, men at Kennedy selv fandt på det umiddelbart før eller under talen i Berlin.
Som informationschef har jeg selv skrevet masser af taler til politikere -og mine egne erfaringer kan i lighed med Ted Sorensens svar sammenfattes til, at politikerne egentlig godt kan selv, men en gang i mellem skal de hjælpes på vej - og det er nok taleskriverens vigtigste rolle.

Jesper

mandag den 20. juli 2009

Stokroseidyl




















Nogle vil sikkert finde det sådan lidt Morten Korch'sk, men jeg synes altså, at når man har et lille hus på landet, så hører der også stokroser til. Det er drømmen om stokrose-idyllen og dengang, da alt endnu åndede fred og ro i Danmark med de bølgende kornmarker, og der var rigtige somre (og vintre) til.
Så selvfølgelig skulle jeg da her i forsommeren også plante stokroser foran huset på Øland. De har imidlertid fristet en lidt kummerlig tilværelse, da jeg på grund af mit dårlige ben måtte plante dem i al hast og ikke rigtig fik givet dem de rette omgivelser med lys og luft.
Det blev der rodet bod på i weekenden, hvor jeg fik ryddet buskadset foran huset ud mod vejen. Den store hængepil blev klippet til, nogle ikke særlig kønne småbuske og bunker af ukrudt revet op. For at slippe for at skulle fjerne ukrudtet igen om en måned blev det hele som prikken over i'et dækket med dækbark. Nu mangler der kun en lille stump hegn ud mod vejen, som jeg forhåbentlig får på plads i den kommende weekend.
Og så kan jeg ellers kalde mig den lykkelige ejer af en rigtig stokroseidyl. Det har jeg det rigtig godt med - og jeg håber, at alle nyder billedet af den flotte stokrose her, som just begyndte at blomstre i den forgangne uge.

Ha' det
Jesper

fredag den 17. juli 2009

Groenlandica

Norsk Polarinstitutt rydder op i disse dage. De gamle boglagre skal tømmes for at give plads til den stadigt voksende stab af arktiske eksperter og administratorer, der har kastet sig over en af de sidste af bureaukrati-verdenskortets hvide pletter.
De usolgte oplag af gamle bøger kastes i containere for at blive kørt til forbrændingen. Den slags mener jeg ellers, at man skal overlade til virkelige eksperter som nazister, Ku Klux Klan og Guy Montag, men her er det altså et par studenter-medhjælpere, der har fået bøddelens rolle.
Heldigvis opdagede jeg processen i tide. Torsdag eftermiddag stod jeg på hovedet i containerne og fik reddet et par rigtige perler til min samling af Groenlandica.
Norsk Polarinstitutt (Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser) spillede en aktiv rolle i perioden op til Haag-dommen i 1933, hvor Danmark fik tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Derfor udgav man i perioden en hel del skrifter, som beskæftiger sig med Grønland. Et væsentligt partsindlæg var blandt andet rapporten "Norske Fangstmenns og Fiskeres Ferder til Grønland 1922-1931". Dette skrift står nu for at skulle brændes - fred være med de norske drømme om Grønland.
Udover den nævnte titel sikrede jeg mig også titler som "Ekspeditionen til Østgrønland med "Veslekari" sommeren 1929" (Denne ekspedition var et regulært besættelsestogt, der næppe lader Hitlers Weserübung i 1940 noget tilbage), "Dagbøker av Nordmenn på Grønland før 1814", "Grønlandske distriktsbeskrivelser forfattet af Nordmenn før 1814", "Hvor langt mod Nord kom de Norrøne Grønlendinger på sine Fangstferder i Utbygdene?" samt flere andre titler. Desuden fik jeg reddet mig et eksemplar af den historisk interessante, men ikke specielt grønlandsrelevante "Med hundespann på eftersøgning efter "Italia"-Folkene" fra 1928.
Det skal i øvrigt nævnes, at udgiveren af mange af disse skrifter er noteret som "Norges Svalbard- og Ishavsundersøgelser, Leder: Adolf Hoel". Denne Hoel var virkelig en af Norges førende polarforskere, men i lighed med Quisling og Hamsum faldt han i unåde efter krigen for et angiveligt lidt for ukritisk samarbejde med tyskerne under okkupationen.
Jeg har i mange år samlet på Groenlandica, men min samling har hidtil næppe været større eller mere speciel, end hvad man finder hos de fleste grønlands-entusiaster. Men nu har jeg i hvert fald fået en stribe perler til samlingen, som det er de færreste forundt at have - og det endda helt gratis.
Så det kan vist kun betegnes som en vellykket uge. Fredag eftermiddag går turen til Danmark for en hurtig weekend på Øland. Vi er nu i store træk færdige med at indrette stueetagen i det lille hus - så planen er at komme i gang på første sal. Skulle det mod forventning holde tørvejr, håber jeg også, at der bliver tid til en tur i haven.

Ha' det
Jesper

I majestætens hemmelige tjeneste

Det er en letfordøjelig, hurtigt læst sag, som Kronprinsens tidligere livvagt, Jesper Lundorf, her skrevet om en tilværelse på paranoiaens overdrev. Der er ikke noget at sige til, at bogen har opnået bestsellerstatus - specielt ikke efter at livvagterne kom på alles læber efter tv-serien af samme navn.
Men, det er som om, vi aldrig kommer helt tæt på. Det sørger livvagten Lundorf for - og det er en skam. For det bliver aldrig den bog, som jeg havde forventet efter bagsideteksten. Bevares, vi hører da lidt om Frederiks drillerier over for livvagterne, men det meste af bogen er en selvanalytisk tour de force i forfatterens liv med en næsten minutiøs opremsning af barndommens fortrædeligheder og forfatterens higen efter fatterens anerkendelse. Selve livvagtgerningen, som han har brugt syv år på, fylder ganske få sider bagerst i bogen.
Jeg kan ikke helt frigøre mig for en mistanke om, at bogen er skrevet i et terapeutisk øjemed og som sådan i virkeligheden ganske uinteressant for en bredere kreds af læsere.
Det kan egentlig undre, at det er sådan. Jesper Lundorf har fået hjælp af en professionel ghostwriter, og et eller andet sted burde der vel også sidde en forlagsredaktør, som kunne have rettet bogen ind mod det stof, som vi gerne vil læse - nemlig spændende historier om arbejdet med at beskytte landets kommende regent mod terrorister, nyfigne journalister og andre skurke.
Det irriterer også, at en anerkendt, professionel skribent og ghostwriter som Ivan Rod begår så meget sprogligt sjusk, som tilfældet er. Især er der problemer med stedordene og kongruensen. Side 180: Af sikkerhedmæssige årsager skulle alle være spændt fast, når vi opholdt sig i flyet. Eller side 187: (...)vendte jeg tilbage til PET og deres nyetablerede IT-afdeling. Det er simpelthen uacceptabelt, at et af landets største forlag, Lindhardt og Ringhof lader den slags passere.
Når alt dette er sagt, så skal det også med, at bogen generelt er letfordøjelig og hurtigt læst - en slags litterært fastfood. Den slags har også en værdi - og det skal man bestemt ikke kimse af, så jeg lader mit gode hjerte løbe af med mig og uddeler gavmildt fire ud af seks mulige tørfisk til "I majestætens hemmelige tjeneste".

Jesper

torsdag den 16. juli 2009

Et omrejsende cirkus

Tilbage på pinden i Tromsø efter ferien lå der en mail fra en af mine gode bekendte, Mr. Harald Finkler fra Canada, som blandt andet deltog i flere af Arktisk Råds møder her i Tromsø i slutningen af april.
Han sendte mig dette billede, som han kalder "The Travelling Circus Man and His Flags". Det viser undertegnede midt mellem to af de mange møder, der blev holdt i forbindelse med ministerråds-mødet.
Som rådets praktiske gris er det blandt andet min opgave at sørge for, at der er navneskilte på bordene - og hvad der er nok så vigtigt, at der er flag fra de deltagende lande. På billedet ser man bloggeren, mens han er ved at flytte disse flag fra et mødelokale til et andet. Bordflagene er kun nødtørftig pakket ned i en indkøbspose, og kufferten er fyldt med navneskilte.
Det var nogle travle dage, jeg havde dengang, men sjovt er det. Og så en tak til Harald, fordi han havde øje for det store arbejde, som ligger bag ethvert møde.

Ha' det
Jesper

Morelkrigen

Sommerferien i sidste uge faldt tilfældigvis og heldigvis sammen med den søde tid, hvor morellerne i træet for enden af det lille hus på Øland blev modne.
Der var lagt i kakkelovnen til et umådeholdent smovseri i disse vidunderlige bær. Således tænkte jeg - og således tænkte alle kvarterets solsorte og stære. Det blev indledningen til en mindre krig mellem fuglene og undertegnede, der ellers til dagligt nok under fuglene deres part.
Heldigvis har jeg fået bygget en altan derude, så det meste af tiden lod fuglene morellerne i fred, bare jeg opholdt mig i nærheden af altanen. Men en morgen var det helt galt - da jeg trådte ud på altanen lettede mindst 40 stære fra træet. Det var ikke helt fri for at give minder om sort sol, som det kaldes, når stærene flokkes sent på sommeren.
Nu blev morellerne allesammen modne inden for et par dage - og da moreller hverken egner sig til at sylte eller at fryse, endte det såmænd med, at der var nok til alle parter - og der blev da også til en ordentlig pose til far, som bare elsker moreller.
Sommeren er nu på sit højeste, og det er nu, vi begynder at høste frugterne af forårets slid. Jordbærsæsonen er forbi. I skrivende stund ligeledes morelsæsonen. Vi er gået i gang med tomaterne, men endnu har vi kartoflerne til gode. Jeg har prøvet at grave et par toppe op, men de er simpelthen så små stadigvæk, at det vil være synd at tage dem. Så vi venter lige en uge eller to, inden vi sætter tænderne i egne kartofler.
Det er endnu lidt sporadisk, hvad vi får ud af haven. Vi kom jo lidt hurtigt ind i arbejdet, da vi overtog huset i april, men planerne for en stor urtehave til de kommende år er allerede udtænkt. Så der er masser af arbejde i vente - men den tager vi nu lidt senere...

Ha' det
Jesper

mandag den 13. juli 2009

Grand Hotel

Det er torsdag i sidste uge. Stemningen på kontoret er intens. Der arbejdes målrettet på at få afsluttet alle sager inden sommerferien. På et tidspunkt ringer telefonen. En ung mand præsenterer sig som værende fra Rica - en stor norsk hotelkæde. Om det er mig, der har bestilt et værelse til i aften?
- Nej, gu' er det ej. Se dog at få styr på jeres bestillinger, det var i sidste måned. Og lad mig så være i fred - jeg har travlt....Først et par timer senere - på vej hjem fra arbejde - slår det ned i mig, at jeg da forresten skal overnatte i Oslo om aftenen. Jeg har bestilt værelse på Rica Victoria - et nydeligt sidegadehotel i Rosenkranzgade midt i den norske hovedstad. Gad vide om det var det værelse, han ringede om? For ærlig talt troede jeg i farten, at han ringede fra det lokale Rica-hotel i Tromsø, som jeg har en del at gøre med til daglig... Ups, det var nok ikke så godt.
Jeg ringer til nummeret, som min mobil heldigvis havde gemt. Jo, det var da Rica Victoria, der havde haft ringet, og da de havde overbooket, var de da glade for, at jeg kunne hjælpe dem....
Så var der ikke andet for end at skrue den helt store, sleske charme på og beklage og undskylde mange gange. Og nede i Oslo kunne de jo godt se, at de havde deres del af skylden, så de ville til samme pris booke et værelse til mig på Grand Hotel på Karl Johan, som også er en del af Rica-kæden.
Og sådan gik det til, at jeg tilbragte torsdag aften på et af Oslos fineste og mest navnkundige hoteller. Grand er blandt andet Nobel-fredspris-komiteens foretrukne hotel, når prismodtagere skal indkvarteres. Og det er også her, mange af verdensscenens store kunstnere overnatter, når de er i Oslo.
Værelserne er såmænd hverken dårligere eller bedre end andre steder, men sådan et agtværdigt gammelt fem-stjernet hotel er alligevel noget helt særligt med tommetykke gulvtæpper, lysekroner, marmor og messing i metervis - og ikke mindst en hær af diskrete tjenere.
Så det blev til en rigtig historie om Jesper i baronens seng. Jeg drømte ikke, nej, jeg var vågen og nød det i fulde drag denne nat, hvor Oslo i øvrigt bød på en af de sjældne tropenætter.
Det var torsdag i sidste uge og ferien skulle til at begynde. Nu er det mandag halvanden uge senere - og i eftermiddag går turen tilbage til Tromsø efter en dejlig uges tid i Danmark, hvor jeg er kommet ganske langt med at indrette det lille hus på Øland - og hvor der har været tid til både et par familiesammenkomster og et par fisketure. Men det er en helt anden snak.

Ha' det
Jesper