søndag den 19. september 2021

Nye jordbærplanter

Klar til næste år


Så er der plantet nye jordbærplanter. Højst tiltrængt efter årets jordbærflop, som først og fremmest var forårsaget af gamle planter - alt for gamle planter.

Det var også i sidste øjeblik. De skulle allerede have været i jorden for to uger siden - senest, men vejr og tid har ikke rigtig været til det. Og mon ikke det går endda?

Søndagen begyndte tidligt med at klippe hækken ved jordbærrene. Så kørte jeg godt med hestemøg på jorden og gravede den igennem. Med Dinas hjælp lagde jeg så Fibertex ud over jorden, og så var det ellers ned på knæ med saks og klør fem. Det kræver nemlig en vis fingerfærdighed at plante jordbærstiklingerne gennem et lille hul i fiberdugen.Det blev til i alt syv rækker med en god halv snes planter i hver. 80 i alt - og så har jeg en halv snes stiklinger i reserve, hvis noget går galt.

Stiklingerne er dels nogle få af egen avl - og så nogle stykker, jeg har fået af venlige naboer. Så alt i alt bliver jordbærrene af stærk blandet herkomst. Det gør ikke noget, for sådan har det nu altid været her på parcellen.

Der er plads til yderligere tre rækker, men det får vente til næste år. For nu skulle jeg gerne komme i gang med tre-års-skift, som jeg havde før 2018, hvor jeg var i Grønland og derfor ikke fik passet jordbærrene helt efter bogen.

Det skal ikke ske igen. For jordbær af egen avl skal man da have, når man har pladsen til det. Sådan er det bare - også selv om jeg nu bagefter er godt træt i både fingre og lårbasser...

Ingen kommentarer: