Kunst på Øland

Kunst og kunstnere

Jyllandspostens tegner Rasmus Sand Høyer er en af de mange
kunstnere, der udstiller på Kunst på Øland. Han forærede
 mig denne fine tegning efter ferniseringen.

Torsdag aften havde jeg fornøjelsen af holde åbningstalen til ferniseringen på udstillingen ”Kunst på Øland”, der i år gennemføres for syvende gang med værker af 21 kunstnere fra hele landet.

Her er et uddrag af talen:

Foto: Finn Kruse

Da jeg i sin tid var barn i Farsø, var min far formand for kunstudvalget på Farsø Sygehus. Udvalget stod for at anskaffe den kunst, som angiveligt bringer lindring til de syge – og i forbindelse med en større udsmykningsopgave var de rundt i landet for at besøge nogle af Danmarks førende kunstnere. Blandt andre Henry Heerup, der var et af de helt store navne dengang.

Det var min far lidt stolt af, så da Danmarks Radio nogle måneder senere bragte en portræt-udsendelse om Heerup, skulle den selvfølgelig ses – og far havde varmet familien godt op med beretninger om besøget hos kendissen i Rødovre.

Farmor var ikke imponeret. Hun synes, at kunstneren var et rodehoved…

Det gik helt galt, da Heerup bekendtgjorde: - Og så er jeg også formand for nissernes fagforening…

Det var et magisk øjeblik. Farmor var overbevist om, at min far var ganske og aldeles bindegal og utilregnelig. Et kort sekund overvejede hun sikkert også, om det ikke var bedst at gøre ham arveløs.

Jeg syntes selv, at det var sjovt og underholdende – og siden den tid har nisser haft stor betydning for mig. Ikke mindst når jeg som tekstforfatter og journalist har været udsat for sætternissen…

Den lille historie siger lidt om kunstnere. De kan åbne vore øjne for nye sider af tilværelsen – og jeg har da i øvrigt et af Heerups billeder hængende derhjemme…

Det stammer fra min kollegietid, hvor en af gutterne flyttede sammen med damen. Hun var fra Norge – og i hendes verden var kunst malerier med storladne fjeld- og fjordlandskaber. Og som det altid går, når mand og kvinde flytter sammen, er det manden, der trækker det korteste strå – så pludseligt var der et Heerup-billede billigt til salg.

Det siger også noget om kunst. Smag og behag er forskellig – og der er næppe to mennesker på jord, som har den samme smag.

Rasmus Sand Høyer portrætterer
bloggeren. Foto: H. C. Nielsen

Det har gjort mig til noget nær rindalist. Kunst hører for mig til i privatsfæren – og det er ikke noget, staten skal blande sig i. For så ender vi i smagsdommeri og vurderinger af, hvad der er god og dårlig kunst, og vi havner nemt i en situation, hvor vi som skatteydere kommer til at betale for noget, som vi finder afskyeligt. Og også kunst, der provokerer – bare for provokationens skyld – akkurat som vi ser hos små utilpassede og uopdragne børn.

Derfor bliver det heller ikke hjemme hos mig, at man finder installationer af Christian Lemmerz med rådnende svinekroppe eller Marco Evaristtis berygtede fisk i en blender. Sådan noget kan jeg ikke bruge til noget som helst – og det er temmelig dumt fundet på. Lidt lige som at skyde sig selv i foden, for den slags er i hvert fald ikke med til at fremme forståelsen for offentlige institutioners og museers kunstindkøb – og også lysten til at gå på kunstudstillinger som den, vi åbner her i dag.

Når jeg skal være helt ærlig, så er det første gang, at jeg besøger Kunst på Øland, selv om jeg bor lige ved siden af, og selv om det nu er syvende gang, at udstillingen bliver gennemført.

Fejlagtigt har jeg troet, at det handlede om det, jeg ondskabsfuldt kalder klimakterie-kunst – altså dilettantisk kunst, der vækker større glæde hos skaberen end hos beskueren. Og ofte med et terapeutisk sigte. Noget der gerne begås af gråhårede, pageklippede kvinder på vej ud af arbejdsmarkedet med et stort behov for at realisere sig selv. Derfor betegnelsen.

Men inden de modne kvinder nu bliver forarget, skal det også med, at jeg har selv haft en rem af huden. For en snes får siden fik jeg en fiks ide og lyst til at prøve kræfter med malerkunsten. Så staffeli, pensler, lærred, maling og palet blev indkøbt. Jeg boede dengang i Grønland – og inspirationen var bogstavelig talt lige uden for døren.

Men tro mig: Resultatet var gruopvækkende og rædselsfuldt – og det var i hvert fald ingen kunst. Så billederne samler nu støv i pulterkammeret.

Det var håndværket, der bare ikke var i orden. Jeg havde nogle ideer i hovedet, men jeg evnede ikke at gennemføre dem. Men det har givet mig stor respekt for uddannede kunstner, der har håndværket i orden. Det glæder mig for eksempel at se de medvirkende kunstnere – og for så vidt også kunsteksperterne – i kunstquizzen på DR2. Det er en fornøjelse at høre, når de fordyber sig i kunstværkerne og fortæller om de særlige penselstrøg, materialevalg og andre detaljer, som forvandler noget banalt til stor kunst. Godt håndværk er nemlig også en kunstart, som jeg sætter pris på.

Personligt er jeg æstetiker. Jeg holder af smukke ting, der behager mine øjne. Det er ikke afgørende, om det ligner noget. Bare det er smukt – og også gerne en lille smule sjovt. Noget, der gør mig i godt humør.

Det er også derfor, at jeg mener, at kunst hører hjemme i privatsfæren. For det er nemmere at more sig derhjemme end i et udstillingslokale – især i disse krænkelsestider…

Kunst på Øland foregår i Øland Medborgerhus fredag 16-20, lørdag og søndag 11-17.

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 24. september 2021.

Foto: Finn Kruse