mandag den 27. september 2021

Søndag

Et blad til dagbogen

Søndag var en herlig dag. Vejret var skønt - næsten indian summer. Ikke en vind rørte sig, og temperaturerne var fine. Og så er fruen i København, så jeg kunne tulle rundt efter mit eget forgodt-befindende. Det kom der en masse ud af.

Jeg stod op ved ottetiden. Normalt står jeg tidligere op for at nå at rydde op i køkkenet, inden Dina vågner, men det var så ikke lige aktuelt, så jeg kunne ligge og gasse mig, til solen var stået op.

Morgenoprydningen var hurtigt overstået, for der var jo kun mig selv til at rode, så det klarede jeg, mens kaffen løb igennem. Som de fleste morgener tog jeg kaffen med ud og nød den på gårdspladsen under halvtaget.

Der var dejligt at sidde, så jeg gik i gang med at skrælle pærer til at sylte. Årets høst af conference-pærer, som jeg altid bruger til at sylte, er beskeden, så det var hurtigt gjort. Til gengæld er æblehøsten overvældende. så jeg skællede lige fire æbler til en æbletærte.

Vi er faktisk ved at drukne i æbler. Jeg synes, at det er sjovt at dyrke dem, men jeg er bare ikke den store æblespiser, så det er mest til glæde for Dina. Jeg synes helt generelt, at æbler er alt for sure - og jeg foretrækker pærer, hvis det nu endelig skal være lidt vegansk.

Herefter rykkede jeg ind i køkkenet, hvor jeg kogte pærerne i sukkerlage med vanille, mens æbletærten drysset med rigeligt kanelsukker fik sine 40 minutter i ovnen. Sylteriet blev til tre ikke helt fyldte glas syltede pærer, som jeg nok skal finde anvendelse for til desserter.

Så gik turen til Aabybro, hvor der var billigt smør i Netto. Faktisk så billigt, at der var udsolgt, selv om klokken kun var godt 12. Så jeg tog lige en tur i Jysk også for at købe en ramme til det portræt, som tegneren Rasmus Sand Høyer var så venlig at forære mig torsdag aften. Rammen var så til gengæld ugens tilbud i Jysk, hvad jeg ikke vidste, så det blev en beskeden udskrivning på sølle 22,50 kroner.

Hjemturen gik forbi bageren i Halvrimmen efter et frisk franskbrød og en tur på genbrugspladsen, hvor jeg afleverede en masse gamle flasker og noget smadret glas.

Så var det tid til frokost. Frisk franskbrød med modnet ost. Det er herremad efter min beskedne opfattelse - og især, når det bliver fulgt op af en morfar på divanen.

Middagsluren er mit daglige privilegium, fordi jeg som selvstændig erhervsdrivende jo arbejder hjemme. Så jeg er ikke med i koret, der brokker sig over hjemmearbejdsplads.

Efter luren hængte jeg mit portræt op. Det kniber voldsomt med vægplads i det lavloftede hus, men jeg fandt da en såre beskeden plads til det ellers fornemme kunstværk.

Høyer var en af de 12 Muhammed-tegnere - og selv om ligheden mellem min ringhed og profeten sandsynligvis er til at overskue, skal billedet nok indbringe en beskeden sum til boet, når den tid kommer.

Klokken var efterhånden blevet 16, så det var tid til at tænke på aftensmad. Det blev lasagne, som er en af mine mange livretter.

Vi får det ikke så tit til hverdag, men det sker ofte, når jeg er alene, for Dina er ikke så vild efter det - og slet ikke fordi jeg altid bruger det til at komme af med de gamle og godt lagrede ostegnallinger, som jeg bruger i stedet for bechamel-saucen. Jeg er nemlig ret vild med ost - og også varm ost. Dette lille tip til at undgå madspild er hermed givet videre.

Det har også været et godt tomatår, så jeg flåede lige nogle friske tomater af egen avl til dette italienske svar på biksemad.

Mens lasagnen bagte i ovnen, slog jeg så græsplænen. Det var tiltrængt, men ellers slår jeg græsset tit og ofte på denne årstid. Jeg bruger på den måde græsplænen til at slippe af med de mange visne blade fra bøgetræet på gårdspladsen.

Jeg spiste lasagnen foran fjernsynet, mens jeg så et par gamle afsnit af den engelske bagedyst. Jeg har set dem før, men især dommeren Poul Hollywood - bagedystens svar på Blachman - kan man lære meget af, som kan bruges i mange sammenhænge. 

Jeg ejer desværre ikke den dedikation, pyntesyge, akkuratesse og psykiatriske diagnose, som der skal til for at blive en god bager i bagedysten, men det er helt sikkert i programmets ånd, at jeg samtidig testede formiddagens æbletærte med en smule flødeskum til at skjule de værste fejl...

Nu var det ved at blive mørkt, men jeg fik tid til en tur til vaskehallen i Brovst, så bilen lige kunne få et tiltrængt bad. Og en optankning, for jeg har voldsomt på fornemmelsen, at benzinpriserne stiger igen, igen mandag eller tirsdag.

Da jeg kom hjem, gik turen til kontoret, hvor jeg smånussede, mens jeg ventede på, at klokken blev 22, og jeg havde en interviewaftale i Grønland. Det kan synes lidt sent, men tidsforskellen er fire timer - og interviewofferet skulle lige have tid til at komme hjem fra weekendens rensdyrjagt. Den første sne er faldet i Nuuk-området, så sejlsæsonen er ved at være slut.

Jeg gik i seng ved 23 tiden. Efter en god nats drømmeløs søvn, stod jeg mandag op til normal tid - klokken fire - for bloggen skal jo også passes...

Ingen kommentarer: