Høsttid
Egentlig er Blommenslyst en landsby lidt uden for Odense, og den har ikke meget med Øland at gøre - alene af den grund at der er rent klimamæssigt er en verden til forskel på det lune Midtfyn og det forblæste Han Herred.Men netop i disse dage tænker jeg meget på Blommenslyst. For victoria-blomme-træet er fyldt med blommer, så det er en ren lyst.
Det er vel en seks til syv år siden, at jeg plantede træet. Det gav ret hurtigt de første blommer - og har givet en stabil høst de seneste år. Alligevel har det ikke været uden problemer. For blommerne har næsten alle som en været inficeret med larver og andet utøj, så det har ikke været så sjovt at spise blommerne. Faktisk lidt ulækkert, selv om jeg ellers ikke er særlig sart.Det var jeg træt af, så sidste sommer besluttede jeg, at det skulle fældes i vinterens løb. Det fik jeg så bare ikke gjort - og i år har det givet blommer som aldrig før. Vi høster dagligt mindst en stor skål store og saftige blommer - praktisk taget næsten uden orm.Jeg tør ikke sige, om det skyldes truslen om fældning - eller at der simpelthen bare er så mange blommer, at ormene slet ikke kan følge med. Men tragedien er i hvert fald endt som en foreløbig succes. Der er egentlig kun et problem - og det er, at nogle af blommerne har det med at mugne, endnu inden de er helt modne. Men det er til at leve med, når der er nok af dem.Mange af blommerne er store som butiksblommer. De bliver spist direkte fra træet i dagens løb, mens resten høstes og bliver til grød, saft og syltetøj. Og det træ skulle have været fældet. Hvad tænkte jeg dog på?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar