En universalløsning
For eksempel farserede porrer, som vi fik forleden. Her er der simpelthen ingen smag i pandefonden - og så man ty til andre midler. Jeg har en fordom om, at de fleste i en snæver vending snupper et brev bearnaise eller lignende fra Knorr - og det er da helt i orden, hvis man er til den slags.
Men jeg kan nu godt lide at gøre tingene selv på den gammeldags facon - og så er det, at jeg laver urtesauce. Det er en fin gammel opskrift, som har fulgt mig siden kollegietiden - sikkert med inspiration fra Karolines kogebøger, der var vældigt populære på den tid.
Jeg begynder med et antal uspecificerede rodfrugter - porre, gulerødder, selleri, pastinak (men endelig ikke rødbede) - hvad er nu lige er for hånden i huset, for saucen er også et effektivt middel mod madspild...
Det skæres altsammen i julienne (tynde strimler) eller brunoise (bittesmå tern), så der er en god håndfuld (til fire personer). Urterne vendes i lidt smør i en kasserolle, og der tilsættes så et glas hvidvin eller to. Lad urterne snurre et kvarters tid. Hæld fonden fra og vend urterne endnu en gang i lidt smør og tilsæt så en lille ske maizena. Rør godt rundt og tilsæt så fonden og lidt fløde. Smag til med salt og peber. Det er så det. Bliver saucen for tyk, kan man jo give den lidt ekstra fløde eller hvidvin - og er den for tynd, kan den eventuelt monteres med koldt smør.
Det er simpelthen så s.... nemt at lave, det smager tusind gange bedre end Knorr - og så er saucen et godt middel mod madspild, for den kan sagtens laves af de smårester, der nu en gang ligger i køleskabets urteskuffe...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar