torsdag den 20. februar 2020

Dyret skal dø

Jagtlykke

Generelt er jeg ikke særlig hysterisk over mus. De små gnavere er en del af livet på landet, og Vorherre har vel også haft en mening med musene.

Derfor går jeg heller ikke i panik, når jeg ser en mus på gårdspladsen eller i det visne løv under træerne. Desuden har naboen kat, så musene har aldrig været den helt store plage.

I de mange år vi har boet på Nørremarksvej, har vi hidtil også været forskånet for mus i selve huset. Men her til morgen, mens jeg sad på tønden med krydsogtværsen, så jeg en mus, der listede ud fra vinkælderen. Den gik lige, så den havde ikke smagt på de ædle dråber, men her går altså grænsen.

Så da dagens møde i Frederikshavn var overstået først på eftermiddagen, blev det tunge skyts kørt frem. Jeg råder over hele seks smækfælder - og de blev armeret med spegepølse og placeret forskellige strategiske steder i køkken, bryggers, vinkælder og i et teknikrum, hvor jeg havde fundet muselort på gulvet.

Denne massive oprustning gav pote allerede først på aftenen, da fælden i teknikrummet smækkede og ekspederede Søren Banjomus til de evige musemarker. Fælden er nu stillet op igen - og så bliver det spændende at se, om der er flere mus i huset.

Dagens fangst rækker næppe til, at jeg kan kalde mig piniartorsuaq - storfanger - men lidt har da også ret...

Ingen kommentarer: