Eftermiddagshygge på gårdspladsen
(Billederne er klikbare) |
Det var rødkælken, der nok mente, at der var fred og ingen fare, så længe jeg sad med min Royal Eksport fra Fleggaard. Og jeg synes da selv, at rødkælken var et ganske fornøjeligt selskab.
Heldigvis var kameraet inden for rækkevidde, så det blev også til en hel stribe fotos af min fredagsven, der i øvrigt er en gammel kending fra foderbrættet.
Dirch Passer betegnede rødkælken som en "maoistisk vintersportsfugl", og ornitologer kalder den som regel rødhals. Men navnene er synonyme, for rødkælk kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube.
Rødkælken er i øvrigt stærkt territoriehævdende og kan være lidt af arrig krabat, hvis andre fugle kommer den for nær. Den gør opmærksom på sin tilstedeværelse med sang - og den kan derfor høres hele året og ikke kun i ynglesæsonen, så den er også med til at give liv i haven her ved vintertide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar