onsdag den 19. juli 2017

Sommerferie-travlhed

Kalk og solbær

Den seneste uges tid har budt på en helt uhørt travlhed midt i sommerferie-tiden.

Først og fremmest har jeg fået kalket øst-gavlen, der ikke har set en kalkkost i seks år, så det var sådan set på tide og tiltrængt. Det pynter for resten også ganske svært...

Så har jeg fået lavet en længe ønsket terrasse foran værkstedet, hvor de to gamle kan sidde og holde i hånd, mens vi ser solen gå ned i vest - og i øvrigt følge med i alt, hvad der foregår ude på vejen.

Havemøblerne har fået teakolie, så det ser temmelig tjekket ud på parcellen. Det er bestemt heller ikke hvert år, det sker - selv om det burde, men når man kæmper fra høj til høj, skal der jo prioriteres.

Solbærgele og kalvekotelet.
I dag lagde jeg ud med at plukke tre kilo solbær og lavede både saft og gele af de dejlige bær. Solbærgele går an til det meste - og det blev til en ordentlig klat til den i øvrigt dejlige kalvekotelet, som stod på aftenens menu.

Dina fik også plukket et par kilo stikkelsbær. De røg i fryseren og kan blive til både grød og kompot på et senere tidspunkt.

Endelig er jeg på omgangshøjde med alt havearbejdet, så Dina kan klare at være alene hjemme i en tid. Og det er netop, hvad hun skal: Onsdag morgen drager manden mod syd - helt bestemt til Sønderborg og Spejdernes lejr. Og det kommer de næste mange blog-artikler temmelig sikkert til at handle om. Så følg med på spejdertur...

Ingen kommentarer: