Efter sankthans
Slut er det stort set med forårets eksibitionistiske pjank og gøren sig til. Nu er det yngelpleje og genernes videreførsel, der er i højsædet, så sommerroen har sænket sig over det ganske land.
Natten til torsdag tilbragte jeg i Ryssensgrav - et temmelig stort tidligere tørveskær og moseområde på kanten til Store Vildmose nordøst for Pandrup. Selv om det er en typisk nattergale-biotop blev det kun til et par spæde pip lige efter solnedgang. Og så var der stille.
Mit mål var den i landsdelen kun sparsomt forekommende sankthansorm, som burde kunne findes i netop denne mose. Det er en gammel drøm, jeg har. At fotografere sankthansorm, altså. Men det blev nu ikke til noget i denne omgang.
En enkelt gaffelbuk kom i søgeren, og jeg spottede adskillige harer, en ugle af en art og så en skov- eller husmår. Så natten var ikke spildt. Men hvor ville jeg da gerne have set en sankthansorm....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar