tirsdag den 18. juli 2017

Ræve og rørhøge

Luftakrobatik og rævestreger

Mandag morgen tog jeg en tur til Lille Vildmose. Det er som bekendt nærmeste omvej til Aalborg!

Lige som ved Vejlerne forleden har sommerstilheden indfundet sig i Vildmosen, så der er ikke så meget at fotografere. Alligevel bød morgen blandt andet på et par ræveunger, som snusede rundt. Desværre fik jeg anbragt mig lidt dumt, så det blev kun til et par gode fotos af den ene.

Ellers bød mosen på landets nok højeste koncentration af rørhøge, der er overalt i luften i deres søgen efter føde - og de var da også på skudhold flere gange.

Herudover så vi de sædvanlige kendinge, blandt andet rådyr og en enkelt trane. Det er også værd at bemærke, at vi i alt så en lille snes sangsvaner. Det er bemærkelsesværdigt på denne årstid, for sangsvanen yngler kun sjældent i Danmark.


Ingen kommentarer: