Ekstra Bladet på hospice

Ekstra Bladet uden for citat

Den bedste EB-rubrik nogensinde.

En film om Ekstra Bladet lyder umiddelbart som en brandgod ide.

Ekstra Bladet, som alle har en mening om, bladet som alle elsker at hade, bladet som tør, hvor andre tier, har gennem 50 år været en del af den danske bevidsthed - og et spejl af danskerne på godt og ondt.

EB elsker "stangstiv".

Man går i biografen med en spændt forventning om at få sine fordomme bekræftet - og måske lære et par staldtips eller fem. Gyse lidt ved tanken om hvor frække de er på Ekstra Bladet. Eller måske forarges lidt over, at de gang på gang overskrider alle grænser for almindelig anstændighed og god opførsel.

Men i virkeligheden er filmen "Ekstra Bladet uden for citat", der har premiere den 1. oktober, slet ikke en film om Ekstra Bladet.

EB elsker "stangstiv".

Det er en film om papiravisens snarlige død. Papiravisen som vi har kendt den gennem adskillige hundrede år - og som er en del af min generations kulturelle arv, liv og vaner. Snart vil det være slut med at høre morgenavisen dumpe gennem brevsprækken, snart vil det være slut med at snuppe Ekstra Bladet på banegården eller til frokost, snart vil det være slut med at hente morgendagens aviser i døgneren.

Fortrængt af internet, TV, radio og smartphones. For en papiravis er gammeldags teknologi, der ikke kan følge med, når nyhederne breaker på de elektroniske media.

Dybest set er det en udvikling, jeg hader. Som jeg ikke vil se i øjnene. Men min mening er ligegyldig. Jeg er jo bare en flæbende sentimental romantiker.

Mere vigtigt er det, at Ekstra Bladet ved, at forretningen lever på lånt tid. Chefredaktør Poul Madsen forklarer i filmen, at han sammen med kollegerne sidder og regner på, hvornår det ikke kan betale sig at udgive avisen længere. Ekstra Bladet havde i sin storhedstid i firserne et oplag på en kvart million. I dag er man nede på 45.000 aviser - og oplagstallet dykker stadig.

Traileren til "Ekstra Bladet uden for citat" er mangetydig - og kan være oplægget til flere ting. Ekstra Bladets metoder og ikke mindst gidselsagen i Somalia, som avisen dyrkede i netop det år, hvor Mikaela Krogh - datter af chefredaktør Torben Krogh fra blandt andet Minavisen og Information - får lov til at følge Ekstra Bladet med sit kamera.

Eb elsker "stangstiv".

Men Krogh holder næsen i sporet. Det får hun en god og vedkommende film ud af. Uden effektjageri sidder hun som fluen på væggen og registrerer det sagte - og det usagte. Ikke særlig sensationelt, som man måske kunne forvente, men til gengæld et fængende tidsbillede af en avis, der har ryggen mod muren - og som ikke bare overgiver sig, men som kreativt forfølger de muligheder, der er for at omlægge forretningen, før det er for sent.

Poul Madsen - dette monster af en sensationslysten redaktør - viser sig som en fabelagtig leder, troværdig og i besiddelse af stor integritet. En købmand, der ikke bare giver op og flæbende vræler efter pressestøtte. Ideerne flyver gennem luften som lort fra en spædkalv. Den mand har fightervilje som Cassius Clay, uanset hvor sort det ser ud. Madsen kæmper videre.

Ekstra Bladet uden for citat er således en film, der ikke bare kan ses, hvis man interesserer sig for medier og pressehistorie - men bør også være pligtstof på handelshøjskolerne.

I øvrigt rummer filmen en scene, hvor tillidsmanden på Ekstra Bladet siger op, fordi hun ikke kan se sig selv i en medievirkelighed, hvor sex, sensationer og sjove historier er læsernes foretrukne stof. Man kan undre sig over, at hun var 15 år om at nå til den erkendelse - for i virkeligheden er journalistik ikke kunst, men bare det, der står på bagsiden af annoncerne.