Nive Nielsen & The Deer Children

En overraskelse

Nive Nielsen...

Jeg mødte Nive Nielsen i 2006, hvor vi begge arbejdede med et grønlandsk USA-fremstød.

...& The Deer Children.

Dengang lærte jeg hende at kende som et ualmindeligt humørfyldt, charmerende og intelligent menneske. Hun taler flydende engelsk, grønlandsk og dansk - og så kunne hun drikke bajere som et mandfolk.

Siden har jeg ikke mødt hende - før hun fredag aften spillede i Det Grønlandske Hus i Aalborg med sit band The Deer Children.

Siden mødet i 2006 har Nive Nielsen haft et musikalsk gennembrud på den internationale indie-scene, hvor hendes grønlandske baggrund næppe har skadet. Intet interesserer mig imidlertid mindre end indie-musik, som ofte er udtryk for manglende tilpasningsevne og en kunstnerisk kompromisløshed, hvor kunstneren sætter sine personlige præferencer højere end hensynet til et sagesløst publikum.

Bevares, ind i mellem har jeg da hørt hende i radioen. Specielt Hans Otto Bisgaard på P5 har en forkærlighed for hendes sange, som jeg umiddelbart har rubriceret i den pseudo-inderlige, akustiske femi-genre i stil med Agnes Obel, Tine Dickow og en række andre piger, der har fået en guitar i konfirmationsgave, gået på den kommunale musikskole og bare har så meget på hjerte.

Selv er jeg mere til tung, dunkende rock - og det er jo en ganske anden slags gesandt, som Osvald Helmuth en gang sagde...

En gennemført positiv overraskelse.

Derfor var koncerten i Det Grønlandske Hus også en ganske positiv oplevelse. Ganske vist er ukulelen Nives foretrukne instrument, og ganske vist er hendes lidt messende sang decideret i ungpigelejet, men musikken var altså gennemført elektrisk.

Ikke rock til dansefødderne, men lyttemusik med mange temposkift og lange meditative mellemspil, der mest af alt gav bloggeren mindelser om gode, gamle Alrune Rod - og det er da ikke så ringe.

På vej ud af døren købte jeg en CD, som jeg hørte i bilen hjem til Øland - og jeg indrømmer blankt, at jeg da vist har taget helt fejl af Nives musik. Hun giver ikke ved dørene - for det er langt fra mainstream. Men det er spændende med genretræk fra både traditionel New Orleans-jazz, blues - og så den symfoniske rock fra 70'erne. Ret fedt ganske enkelt. Der er altså krummer i den pige - selv om hun spiller ukulele...