tirsdag den 18. maj 2010

Løjtnantshjerte















Sidste efterår overtog jeg en staude ved navn Løjtnantshjerte fra mine forældres have i Farsø. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig kendte den før, men jeg skal love for, at det gør jeg nu.
Den begyndte allerede at spire, straks frosten gik af jorden, og nu i de seneste dage har den fået adskillige blomster i en herlig rødviolet farve. Når man ser dem, forstår man tydeligt, hvorfor blomsten hedder noget med hjerte. Det påstås også, at når man vender blomsten om, så ligner den en champagneflaske - og angiveligt skulle kærlighed og champagne være det, som en løjtnant tænker allermest på; deraf plantens navn.
En anden blomst, som vi også har overtaget fra haven i Farsø, er julerosen, der virkelig trives på Øland og har stået i fuldt flor de sidste par uger. Skal vi være helt præcise, er det vistnok i virkeligheden en påskeklokke, men jeg har endnu ikke så meget haveforstand - så jeg kalder den altså en julerose. Vi havde forresten også en i Straumsbukta i sin tid. Jeg gik og puslede om den, for der var vi virkelig på nordgrænsen for det mulige, men den skød flot allerede i januar. Desværre kom der et rensdyr forbi og fik øje på den friske, grønne plante - og så var det eventyr forbi.
Ellers er det jo ved at være sidste chance for at få et glimt af påskeliljerne og tulipanerne for i år. Snart er de visnet bort og vil nu ligge i jorden det næste års tid for at samle næring til et nyt blomstrende forår.
Ved husets østgavl har vi et morel-træ. Det gav sidste år adskillige spande med dejlige moreller. Efter blomsterne at dømme, ser det også godt ud i år. Men desværre har det været lidt koldt her i maj, og det ser ud som om, bierne foretrækker at blive i deres lune bistader, så jeg er bange for, at blomsterne ikke når at blive bestøvet. Om det går så galt, ved vi først om en måneds tid.
I baggrunden af billedet kan man også skimte min kommende urtehave, som jeg er ved at anlægge som en terrasse. Indtil nu har jeg fyldt cirka 30 kubikmeter muldjord på. Arbejdet skrider fremad - og jeg regner med at blive færdig med jordarbejdet i den kommende weekend. Men jorden er allerede taget i brug, for da vi var halvvejs med arbejdet, lagde vi kartofler - og nu glæder vi os så til dejlige nye kartofler af egen avl om et par måneder.
Tirsdag eftermiddag går turen til Tromsø - antagelig for sidste gang. Jeg skal op og tømme lejligheden - og så bliver det da også til lidt midnatssol i år! Den holder nemlig sit indtog i Tromsø-området i disse dage.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: