mandag den 17. maj 2010

17. maj

Den 17. maj er som bekendt Norges nationaldag. Det er dagen, hvor nordmændene fejrer deres Grundlov, som sjovt nok er affattet på dansk. Men det skal vi ikke ribbe op i dag.
Men den 17. maj er også Dinas fødselsdag, og så er det jo tid til at hejse Erfalasoq - vort flag - som det grønlandske flag hedder.
Da jeg hejste flaget kom der tilfældigt en flok unger på vej til skole forbi på cykel - og jeg hørte, at en af dem sagde: - Se, der er det grønlandske flag!
I disse tider, hvor Folkeskolen kritiseres fra mange sider, er det da et lille lys i mørket, at ungerne åbenbart stadig lærer nationalflagene for de nordiske lande. Men jeg tør nu godt vædde på, at der ikke er nogen af ungerne, som ved, at man hejser et flag, når det skal op. Når det skal den modsatte vej, er det korrekte ord, at man haler flaget ned. Det skurrer fælt i mine ører, når man rundt omkring - blandt andet i TV - taler om at hejse et flag ned!
Jeg snakkede med en af naboerne ved fyraftenstid, og han kunne da også tilføje, at de synes, at det er festligt, at vi en gang i mellem hejser det grønlandske flag.
Det kan man i øvrigt gøre uden problemer. For reglerne er ellers sådan, at man ikke må hejse andre flag end det danske uden politi-tilladelse. Reglen gælder bare ikke for de nordiske landes flag - og naturligvis heller ikke for de tre flag i Rigsfællesskabet - grønlandske Erfalasoq, færøske Merkid og så selvfølgelig Dannebrog.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: