Den lille anemone

Oxholm-skovene har den seneste uges tid haft det mest vidunderlige hvid-grønne buddække. Det er anemonen, som netop i disse dage blomstrer - og byder dermed også bøgens skygge trods.
For det er en stædig fætter, anemonen. Det skal man være, når man vil leve og opleve årets bedste stunder, netop som bøgen trækker sit grønne tæppe hen over skovens loft og lukker al sollys ude.
Det er også den stædighed, som gjorde anemonen kendt i den danske sangskat, da Kaj Munk i en af landets skæbnestunder skrev om den lille, blå anemone, som var hentet i Lollands fede muld. men som også trivedes i det magre jyske grus.
Digtet er skrevet i 1943 - og man skal da også være temmelig blind for ikke at få øje på allegorierne til krigen og dens besværligheder - men det var først i 1945 - altså efter krigen og tyskernes mord på Munk - at Egil Harder skrev den smukke melodi, som de fleste af os kan nynne med på. For os, der gik i skole dengang, hvor man lærte salmevers udenad, er det såmænd også muligt at synge med på teksten uden lige at have den ved hånden.
Når jeg nu skriver om hvide og blå anemoner, er det i øvrigt noget rod i stil med at regne med ærter og gulerødder. For de to planter tilhører to forskellige slægter i ranunkel-familien. Begge er dog stauder, som trives i løvskove. Den blå anemone er af slægten Hepatica, mens den hvide anemone er af selve Anemone-slægten.

Ha' det
Jesper