"Driver dug, falder regn" af Margit Søderholm er en af klassikerne i svensk litteratur. Titlen randt mig i hu lørdag morgen, for duggen havde bogstalig talt drevet i løbet af natten.
Om sommeren holder jeg meget af at sove ude, og fredag aften lagde jeg mig i soveposen på terrassen, da solen gik ned. I løbet af natten skulle jeg lige rende et af den slags ærinder, mænd i min alder udfører hver nat - og af en eller anden grund blev jeg hængende indendørs.
Så da jeg stod op lørdag morgen, havde der samlet sig dug i store mængder på overfladen på min sovepose, der jo er vandtæt, varm og beregnet på udendørs overnatning i temperaturer væsentligt under frysepunktet. Faktisk stod duggen i små pytter på overfladen, og jeg må sige, at jeg er ret imponeret over så meget vand, der kan komme ud af et relativt fredeligt naturfænomen som dug.
Den fugtige luft og det fugtige græs bekommer i øvrigt frøerne vel. Da jeg faldt i søvn fredag aften var det nemlig til en koncert af kvækkende frøer i hele nabolaget, men sikkert især fra det nærliggende gadekær. Det er en herlig naturoplevelse, som bestemt kan anbefales.
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
11 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar