Jeg har fået min bil tilbage efter tyveriet i påskeferien - oven i købet i relativ uskadt stand.
Det skal jeg selvfølgelig være taknemmelig for, men oplevelsen er alligevel til at overskue. For bilen vil for mig aldrig blive den samme igen - snavset og med en forkert duft af fremmede mennesker, som den er. Heldigvis er jeg ved at være færdig med jobbet i Norge, og bilen bliver sat til salg i morgen.
Men jeg - og politiet - undres alligevel. Her gik vi og troede, at bilen var blevet eksporteret til Østeuropa - og så blev den fundet på Andøya nede i nærheden af Lofoten. Parkeret og pænt aflåst foran sygehuset i Andenes og nærmest den stik modsatte vej af Østeuropa. Andøya ligger nærmest ude i Nordatlanten - fjernt fra al ting.
Endnu mere forbløffende er det, at skurkene på cirka 10 dage har præsteret at køre 3.000 km - og det vel at mærke i en noget anden kørestil end min egen. Jeg synes da selv, at jeg kører frisk til den, men jeg har analyseret tallene fra kørecomputeren. I de to første år af bilens levetid er der kørt 35.000 km med et gennemsnitligt forbrug på 5,6 liter diesel pr. 100 km svarende til cirka 17,8 km/l. Tyvene har brugt 434 liter diesel til at køre de 3.000 km, hvilket svarer til et forbrug på 14,5 liter pr. 100 km eller 6,9 km/l. Sagt med andre ord svarer det vel til, at de har kørt hele vejen i første gear med speederen i bund!
Det har eddermaneme været dørtræk, så det klodser - sagt sådan lidt vulgært. Dørtræk er et godt dansk ord for det engelske dirt track og har altså ikke noget at gøre med, at det trækker ind ad døren. Det er mit indtryk, at udtrykket er sådan lidt på retur, men det kan man læse mere om i Nyt fra Dansk Sprognævn, som viede en hel artikel til ordet i nr. 2 sidste år.
Ha' det
Jesper
Foto: Wikimedia Commons
Min egen frokostavis
12 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar