Mod mørkere tider

Ak ja, så er det slut med midnatssolen i år. Natten til søndag gik solen ned under horisonten i næsten tre kvarter. Ganske vist kun 1,1 grader, men alligevel som et tydeligt varsel om, at nu går det mod mørkere tider.
Som altid når solen vender går det ganske stærkt. I de kommende dage vil dagen aftage med 20 minutter i døgnet.
Billedet er taget, mens solen var væk. De fleste vil nok mene, at der er lyst, men den kraftige blåfarvning af lyset viser, at der faktisk ikke er så meget lys, som der er om dagen.
Men der er jo ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Hvis ellers jeg husker rigtigt, vil vi allerede om en måneds tid kunne få de mest fantastiske nordlys på himlen om natten - i hvert fald hvis det går som sidste år. Og for en gammel polartosse som mig, er det da også værd at tage med.

Ha' det
Jesper

Lørdagspip

Som så ofte før om lørdagen stod jeg tidligt op og gik en tur i haven med kameraet. Og i dag kan jeg præsentere en fugl, som jeg ikke har skrevet om før på denne side.
Der er egentlig tale om en god gammel bekendt, som er blandt de fem almindeligste småfugle i Grønland. Det er gråsisken, jeg tænker på. Let genkendelig på den blodrøde top - og for hannernes vedkommende også et rødt bryst. Jeg har ikke lagt mærke til dem her i Straumsbukta før, men den seneste uges tid er de begyndt at komme i haven og ved foderbrættet.
Det er en rigtig arktisk fugl. Det sjove ved den er, at da jeg i sin tid kom til Grønland, forlod de øen om vinteren, men de senere år begyndte de også at overvintre. I Nuuk blandt andet i området ved Hernnhutdalen. Og så selvfølgelig foran rådhuset. De viste sig, at rigtig mange gråsiskener - og hvidsiskener med for den sags skyld - brugte juletræet foran rådhuset som vinterkvarter. Derfor besluttede vi også at lade juletræerne foran rådhuset blive stående hen til foråret. Tidligere blev de fjernet umiddelbart efter nytår.
En anden arktisk kending er naturligvis den hvide vipstjert. Den er svær at fotografere, da den næppe sidder stille mere end et sekund af gangen, men her til morgen fik jeg den på haveslangen.
Viben er heller ikke nem at fotografere. Selv om vi ser dem hele tiden, er den meget sky og svær at komme nær. Jeg tog en hel stribe fotos, men af en eller anden grund havde den her altid gumpen i vejret. Gumpen er i øvrigt i følge ordbøgerne et sjældent brugt udtryk i vore dage. Undskyld, men jeg kender altså ikke andre udtryk for fuglens bagdel.
Sommeren er ved at være godt fremskreden. Det ser vi blandt andet ved at stærene nu er begyndt at flokkes. Vi har næppe stære nok til en gang rigtig sort sol, men de er der da - ivrigt syngende og i flok inden den store årlige skovtur sydover.
Dagens sidste fugl er en grønirisk fra seljerønnen. I følge Stein - vores lokale ornitolog - lægger vi have til en stor del af Straumsbuktas grønirisker. Vi kan snildt have en snes stykker på en almindelig dag på foderbrættet. Det her billede har jeg taget med for at vise, hvor eminent god en camouflage den ellers temmelig farvestrålende dragt er. Hvis ikke man lige ved, at fuglen sidder i træet, skal man se temmelig godt efter for at se den.

Ha' det
Jesper

Farvel til barndommens gade

Musvitterne oppe under tagskægget nåede i sidste uge skelsår og -alder og forlod reden.
Det hele gik så stærk, at jeg knapt opdagede, hvad der var ved at ske. Men jeg nåede da lige at få et billede af denne her lille fætter, der tager afsked med barndommens gade - og nu skal ud i den pulserende verden. Det bliver en tøff tilværelse, som vi siger på norsk. Prognoserne for en musvitunge siger, at kun 50 % overlever den første vinter. Men allerede redetiden er farlig, og den har i hvert fald overstået det første step i kampen for at give generne videre til nye generationer af musvitter. Så vi kvitterer med et "God rejse" og krydser fingre for, at det lykkes.

Ha' det
Jesper

Lokale byger

Forleden dag var det bygevejr. Tidligt om morgenen kom denne bygesky trækkende over fjeldtoppen henne ved Hella og gav en lille bløder oppe i skoven.
Hernede ved vejen mærkede vi intet til regnen - og fem minutter efter skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.
Vejret kan virkelig være meget omskifteligt heroppe - men flot ser det ud.

Ha' det
Jesper

En sang om frihed

Forleden stod jeg op ved fem-tiden for at nyde morgensolen foran garagen. Jeg satte mig godt tilrette med en kop kaffe, askebæger og en god bog i min bedste havestol og nød solen i fulde drag.
Efter få minutter blundede jeg lige så stille. En halv times tid senere vågnede jeg ved at høre skridt, der nærmede sig.
Det viste sig at være naboens kalve, som var på springtur. De havde tydeligvis en herlig tid med masser af sidespring, mens de traskede ned mod selve Straumsbukta.
Det kan selvfølgelig undre, at de gad tage en springtur - et sådant projekt er jo dømt til at mislykkes, når man er en ung kalv. I øvrigt går kalvene på en mark, der må være ethvert kreaturs drøm om en himmel med meterhøjt saftigt, grønt græs. Men som bekendt er naboens græs altid grønnere - og i øvrigt er der jo intet som den berusende følelse af frihed.
To timer senere var springturen forbi. Naboens teenage-unger var blevet purret - sikkert adskillige timer før normal "teenage-stå-op-tid" - og havde fundet kalvene i den anden ende af landsbyen. Kalvene blev håndfast, men dog adstadigt gennet tilbage til de vante marker.
Jeg noterede i øvrigt, at de unge mennesker styrede kalvene med de plastikstave med reflekser, som vejvæsenet ellers bruger til at markere vejen med. Gad vidst, om der nogen sinde er nogen, der har tænkt på, at plastikstavene er velegnet til det formål? I hvert fald stemmer det meget godt overens med vejvæsenets beklagelser i de lokale media, hvor man netop besværer sig over, at plastikstavene bliver stjålet i stort tal.

Ha' det
Jesper

En stille morgen

Det er vel den gængse opfattelse, at der ikke er den store forskel på nat og dag, når man bor et sted med midnatssol. Men det passer altså bare ikke.
Generelt er vejret meget bedre om natten - og specielt morgerne er helt fantastiske. Alt er stille - altså bortset fra fuglene, og der er som oftest ikke en vind, der rører sig. Her er et par billeder fra søndag morgen. De taler vist helt for sig selv.

God morgen
Jesper

Familiebesøg

Torsdag til mandag havde jeg besøg af min far og min søster, Birgitte (aka Striv). Det blev til et par hyggelige dage, hvor vi fik set os om på Kvaløy.
Allerede på turen fra lufthavnen så vi de første rensdyr, så de fine gæster fik fuld valuta fra første dag. Vi så i øvrigt masser af rensdyr de følgende dage, så det var bare en lille smagsprøve torsdag aften.
Fredag kørte vi en lang rundtur til Sommerøy. Det er lidt af en klassiker for alle besøgende hos os i Straumsbukta. Turen er en god tur uanset vejrforholdene, så det siger sig selv, at vi ofte bruger den til vores gæster. Rundturen byder på lidt af hvert - både kystlandskaber og indland. Højdepunktet er selvfølgelig et besøg på den lokale kro på Sommerøy, Havfrua, hvor vi fik en kop kaffe og norske vafler med brunost.
Lørdag var det planen, at vi skulle have gjort Tromsø. Birgitte havde fyldt kreditkortet og planlagt en gang powershopping, men dårligt vejr gjorde, at vi opgav dette. Heller ikke en tur med svævebanen til Fløya fik vi. Vi trøstede os med at indtage dagens frokost på pizzariaet på Kvaløysletta. Men vel tilbage til Straumsbukta var vejret faktisk godt, og far og jeg gik en tur op til skoven. Om aftenen gik vi hen til Straumsgården - museumsgården, der er vores nabo.
Søndag blev det til en tur til Grøtfjord. I godt vejr er det en stor oplevelse at se sandstranden fyldt med mennesker, når man tænker på, at vi faktisk er 700 km nord for polarcirklen. Se f.eks. dette billede fra sidste år. Turen til Grøtfjord går også ad rigtige bjergveje og er meget betagende. Og som altid gjorde vi et stop ved Storvatnet i 200 meters højde.
Om aftenen grillede vi i haven. Pølser og entrecote med mousserende rødvin. Og som prikken over i'et hoppede vores odder i vandet og gav en lille opvisning, mens vi spiste. Et solidt punktum på en hyggelig weekend.

Ha' det
Jesper

Torden i nord

De sorte skyer kom trækkende ude fra Atlanterhavet. I løbet af ganske kort tid blev det mørkt som en vinterdag. Og pludselig glimtede et lyn, som nogle sekunder senere blev fulgt at et ordentligt tordenbrag, som længe rungede mellem fjeldene.
I dag oplevede vi noget så sjældent på vore breddegrader som tordenvejr. Ja, det er faktisk første gang, vi oplever det her i Straumsbukta. Formiddagen havde været lun - jeg sad i jollen midt på fjorden blot i skjorteærmer, hvilket man kun sjældent kan, så det var helt sikkert et varsel om, at voldsomt uvejr var på vej.
Dina og jeg indrettede os med tordenkaffe i garageporten og nød det betagende natursceneri. Garagen har bliktag - og det er ligesom med til at understrege stemningen.
Selve tordenen kulminerede i løbet af få minutter med et gigantisk lyn som sekundet senere blev fulgt af et enormt tordenbrag - og væk var elektriciteten. Hele tordenvejret fra de første dråber til solen skinnede igen tog cirka tre kvarter, men der gik endnu en halv times tid, inden vi fik strømmen tilbage.
Regnen strømmede ned i en grad, vi sjældent har set. Se blot på billedet af genboens hus.
Pladsen foran garagen er klippegrund, og den havde tydeligvis svært ved at kapere alt vandet. I alt fik vi ni millimeter på de tre kvarter - og som sagt kom solen igen.
Desværre kun for en kort bemærkning. Ved sekstiden begyndte det at regne skomagerdrenge igen, men denne gang uden torden. Vi mistede godtnok atter strømmen i en halv times tid, og i løbet af de seneste godt to timer har vi fået yderligere 17 millimeter regn. Nu stilner det af, og alting dufter frisk og rent uden for - akkurat som efter en gang sommerregn i Danmark. Og det er jo ikke så ringe endda.

Ha' det
Jesper

Under vandet

Dina er ramt af en ubændig trang til at gøre rent i disse dage. Så hvad andet kan en mand gøre end at skynde sig ud af huset og udforske faunaen under vandet med noget passende fiskegrej?
Vejret var fint, og Leif-Inge er blevet færdig med slisken ved nausten, så jeg besluttede mig for at tage jollen for at pilke torsk ovre ved Rya - den lille ø, der ligger som en prop i Straumsfjorden og skaber de helt specielle strømforhold, der er her.
Det blev en herlig formiddag i strålende sol og dejlige dovne bølger. Første forsøg gav dagens største fisk - en torsk på fire kilo. Herudover blev til yderligere tre torsk og tre sej. Desuden fodrede jeg mågerne med et par småtorsk, og en rødfisk, som gled af krogen. Jeg havde ikke opdaget den - jeg fiskede på cirka 80 meter vand, men mågerne gjorde mig opmærksom på den, da de begyndte at slås om denne dybtvands-delikatesse.
Lidt over middag trak sorte skyer op over himlen og jeg sejlede hjem - en god dag rigere.

Ha' det

Fugle omkring huset

Det har været en begivenhedsrig dag, som jeg vil dele op i tre indlæg.
Som nævnt har jeg holdt fri i dag, og for en gangs skyld lå jeg og gassede mig helt frem til klokken syv. Vejret var lunt, og det var fuldstændigt vindstille.
Jeg synes, at det er lang tid siden, at vi har kigget på fuglene omkring huset, så efter at have startet kaffemaskinen listede jeg mig ned til stranden med kameraet.
En af de fugle, vi hører meget til i øjeblikket, er rødben. Vi har et specielt tosset eksemplar, som lige så snart vi går ud ad døren, forsøger at lokke os væk fra den rede, som den sandsynligvis har et eller andet sted i nærheden. Den dykker tæt, og stiller sig ofte på hegnspælene, hvor den synger højt for at tiltrække sig opmærksomheden. Den er temmelig væver i luften, men det ser altså ikke så elegant ud, når den flyver på grund af de lange ben - men et festligt bekendtskab er den da.
Nede ved stranden har vi i øjeblikket flere grupper af edderfugle. De er ikke så nemme at komme tæt på og slet ikke her i ællingeperioden, men den her gruppe er antagelig yngre fugle uden forældreforpligtelser, og de gik kun modvilligt og under megen knurren i vandet. Jeg kan ikke rigtig beskrive lyden af edderfugle, men der altså en slags kurren eller knurren. Bemærk i øvrigt, at jeg skriver edderfugl med to d'er. Det viser, at jeg ikke har rigtig forstand på fugle. Af en eller anden grund skriver ornitologer altid ederfugl med et d. Begge dele er korrekt retstavning. På norsk har man slet ikke problemet, for her hedder det en ærfugl.
Nede på stranden var det lavvande. Det er ensbetydende med masser af strandskader, som går og roder i tangen i vandkanten. Om natten leder de ofte efter orm i græsplænen. Jeg forestiller mig, at de stikker det orangefarvede næb ned i jorden. Når en orm ser det, tror den, at det er en gulerod - og haps!
I øvrigt tror jeg, at vores musvitter snart skal have ungerne på vingerne. Vi følger spændt med og det vil der helt sikkert komme mere om her på siden.

Ha' det
Jesper